TTH degraderer cheftræner – ekspert er helt uforstående

Søren Hansen bliver i stedet assistenttræner. Halldór Sigfússon sætter sig i cheftræner-stolen.

Søren Hansen bliver assistenttræner i den nye konstellation.
Søren Hansen bliver assistenttræner i den nye konstellation.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

TTH Holstebro foretager et markant bytte i trænerteamet.

Den traditionsrige klub har således valgt at degradere Søren Hansen fra cheftræner til assistenttræner, mens den nuværende assistent Halldór Sigfússon overtager chefrollen, skriver TTH i en pressemeddelelse.

- Vores beslutning er udelukkende taget ud fra de manglende sportslige resultater i de seneste seks kampe. Vi ønsker at skabe en ny rytme til træning og kamp i håb om, at vi kan løfte holdets præstationer i de resterende kampe, forklarer TTH-direktør John Mikkelsen, der ønsker at komme i slutspillet.

Det var i forvejen bestemt, at Søren Hansen skulle overgå til assistentrollen i næste sæson. Her kommer Arnór Atlason til og bliver cheftræner.

TTH ligger i skrivende stund nummer otte i Herreligaen. De otte bedste hold kvalificerer sig til slutspillet.

Ekspert forundret

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard har svært ved at forstå beslutningen.

- Det er både overraskende og forvirrende. Det forstår jeg ikke noget af. Der har været så mange forskellige konstellationer i TTH, indleder Bent Nyegaard.

TTH har ganske rigtigt skiftet hyppigt ud på trænerfronten, siden Søren Hansen blev sygemeldt med stress i december 2021.

- I første omgang agerede Claus Uhrenholt og Kurt Nielsen midlertidigt trænerteam

- Siden ansætte TTH Andreas Toudahl til at redde klubben fra nedrykning

- Under Toudahl var Claus Uhrenholt assistent

- Til starten af 2022-sæsonen kom Søren Hansen tilbage fra sygemelding

- ... og ikke længe efter blev Claus Uhrenholt fyret som assistent

- Som om det ikke var nok, offentliggjorde TTH i sommer, at Arnór Atlason overtager cheftrænerrollen i sommeren 2023

Nyegaard har efterhånden svært ved at regne ud, hvad der foregår i Holstebro.

- Nu bytter man Gud hjælpe mig om på det igen. For mig er det virkelig forvirrende. Hvis de ikke er tilfredse med Søren Hansen, skal han ikke være der. Det er så voldsom en nedgradering af Søren Hansen, at det ikke giver mening for mig.

- Hvis de vil ændre noget nu, burde de finde en anden end Søren Hansen. Jeg kan ikke se, at det her giver ro i omklædningsrummet eller fornyet energi, siger Bent Nyegaard.