Vestjyder kæmper i X-factor Bookmakerne enige om 'X Factor'- favoritter - men feltet er usædvanligt tæt
De unge deltagere ligger tungt på bookmakernes lister, men flere deltagere kan gå hen og overraske, lyder vurderingen.
De seks solister og tre grupper i 'X Factor' skal om kort tid optræde live foran hele Danmark. Men allerede nu er omverdenen begyndt at måle og veje dem.
Det sker især hos de danske bookmakere, som hvert år giver deres bud på, hvem der har de største vinderchancer. I år er der to deltagere med fra Midt- og Vestjylland.
Skal man tro på deres vurdering, så vil Oh Land for første gang tage titlen som den vindende dommer med sine unge solister.
- De unge har alle en utrolig høj kvalitet allerede, og så vurderes de unge oftest til at have størst potentiale til at forbedre sig, netop grundet deres unge alder, siger Mikis Sønderiis, som er marketing manager hos spiltjenesten Bet365.
Spiller man på 17-årige Nikoline Steen Kristensen fra Sørvad som sæsonens vinder, vil en sejr kun give pengene cirka 3,5 gange tilbage, og både spiltjenesten Danske Spil og Bet365 ser hende som den mest sandsynlige vinder.
Lucca Dahl Nordlund og Solveig Mølle Lindelof, begge 15 år, er også begge gode bud på en vinder, mener bookmakerne. Deres meget lige chancer har fået flere af tjenesterne til at justere på deres odds inden første liveshow.
En vinder på likability
Hos Danske Spil var den første umiddelbare vurdering, at Solveig Mølle Lindelof var den mest sandsynlige vinder, men da danskerne begyndte at spille - i særdeleshed på Nikoline Steen Kristensen - justerede de deres odds. Bet365 hev Lucca Dahl Nordlund frem i feltet kort efter de offentliggjorte deres odds.
At bookmakerne ændrer deres odds løbende skyldes én ting, som kan være svær at sætte på formel: Deltagernes popularitet og seertække, som kan afspejle sig i stemmetallene fredag efter fredag.
- Det er det, der gør det betydeligt anderledes at sætte odds på 'X Factor' end på en fodboldkamp, forklarer Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter hos Danske Spil.
- Udover at deltagerne selvfølgelig skal være dygtige til at synge, så er det også en popularitetskonkurrence.
Det er netop grunden til, at Nikoline Steen Kristensen står som storfavorit hos ham og de konkurrerende spiltjenester.
- Hun har likability, og vi tror, at hun går lige i hjerterne hos mange bag skærmen, siger han om den lyshårede vestjyde.
- Hun har hele pakken og er utrolig svær ikke at holde af, er Mikis Sønderiis fra Bet365 helt enig i.
Modsat sidste år, hvor Alma Agger var en favorit helt fra starten og også endte med sejren, så er der dog i år et utal af deltagere, som beskrives som dark horses, som bookmakerne tror kan vise sig at overraske.
Det gør samtidig, at feltet er langt tættere end det var i både 2019 og 2020.
Blachman er en stor force
Statistisk set har grupperne den mindste chance for at vinde 'X Factor', da de gennem 13 sæsoner kun har vundet tre gange.
Men når det er Thomas Blachman med sine tre 'X Factor'-sejre bag sig, der har fået kategorien, er det pludselig mere usikkert, lyder det fra bookmakerne.
- Oddssætterne har stadig så meget fidus til Blachmans erfaring og evner, at grupperne - selvom de er outsiderne rent oddsmæssigt - kan overraske, siger Per Marxen, der er pressechef hos Unibet.
Det viser sig ved, at alle tre spiltjenesterne har vurderet duoen Simon og Marcus fra Thy samt syvmandsgruppen The Kubrix til odds, der ligger meget tæt på de unge deltageres.
Nederst i feltet ligger to solister over 23 år, nemlig Vilson Ferati og Dan Laursen.
- I den ældre kategori har de fået den uerfarne Martin Jensen som mentor, og det er også en af grundene til vi ikke har nogle fra den kategori som decideret favoritter, siger Mikis Sønderiis fra Bet365.
Prøver ikke at lade sig påvirke
For Nikoline Steen Kristensen var det lidt af en overraskelse at høre fra nogle af de andre deltagere, at hun var bookmakernes favorit.
- Det giver et kæmpe boost, og jeg synes det giver følelsen af, at jeg er med af en grund. Det er bare dejligt, at nogle kan lide det, jeg laver, siger hun.
Som bookmakerne også siger, så er det dog også hendes forventning, at forudsigelserne kan ændre sig undervejs, og det er svært at bedømme, når alle deltagere bidrager med noget vidt forskelligt i liveshowet.
Hun regner derfor ikke med, at det er noget hun vil følge med i - i stedet vil hun gøre alt, hun kan for at forberede sig og yde sit bedste, når hun på fredag for første gang skal stå på scenen.
Og det er også en en god strategi, lyder det samstemmigt fra bookmakerne. Efter fredags liveshow vil odds-tavlen sandsynligvis se anderledes ud.
- Alt kan dog ændre sig, så snart alle går på scenen fredag og danskerne får det første indblik i, hvordan deltagerne gør det live, siger Mikis Sønderiis fra Bet365.