Afstandsvesten er et hit: - Nu vil folk også have t-shirts og hatte
Den grønne afstandsvest har kun været på markedet i godt to uger. Alligevel er den allerede solgt i mere end 4.000 eksemplarer. Opfinderen overvejer nu at udvide med andre produkter.
Der har vist sig at være stor efterspørgsel efter de særlige grønne veste, der skal signalere, at man er særligt udsat for at blive alvorligt syg af Covid-19.
De grønne afstandsveste, som IT-projektlederen Morten Rüsz fra Løgstrup, har opfundet, er på få uger blev solgt i mere end 4000 eksemplarer.
- Efterspørgslen blev så stor, at vi allerede efter et par dage måtte ud og finde veste rundt omkring i Europa for at kunne følge med. Der gik nogle dage, hvor telefonen slet ikke stod stille, fortæller Morten Rüsz.
Afstandsvesten har vist sig at være præcis dét, som mange særligt udsatte borgere med frygt for Covid-19 har haft brug for.
- Jeg får nogle helt fantastiske tilbagemeldinger. En ældre dame skrev til mig, at hun nyder sin vest, fordi hun nu har fået friheden tilbage og selv kan tage ned og handle. Jeg kan mærke, at vesten er med til at skabe tryghed hos dem, der bruger den, så de ikke længere behøver begrænse sig selv i hverdagen, siger Morten Rüsz.
Bruger: - Jeg har fået min frihed tilbage
Opfinderen har et fuldtidsarbejde i en helt anden branche, så for ham var afstandsvesten mest af alt ment som en hobby, men det har nu ændret sig.
- Jeg har været nødt til at stifte et selskab og få folk med, som har forstand på at få projektet skaleret op. For nu hvor det er blevet varmere, er folk også begyndt at efterspørge hatte, t-shirts, armbånd og veste til børn, fortæller idémanden.
Afstandsvesten er udviklet på baggrund af truslen fra coronasmitte, og iværksætteren ser gerne, at den bliver overflødig i fremtiden.
Afstandsvesten blev til under coronaen for at hjælpe mod Covid-19-smitten. Men har vesten en fremtid, selv når der er fundet en corona-vaccine?
- Ideelt set er sådan en vest jo ikke nødvendig. Det vigtigste er, at folk føler sig trygge, mener Morten Rüsz.