Nyt søbad er åbnet: Handicappede ingen adgang
Hele sommeren har Silkeborggenserne nydt byens spritnye søbad. Bare ikke kørestolsbrugerne, som må nyde udsigten på afstand.
Østre og Vestre Søbad i Silkeborg, der blev indviet tidligere på sommeren, har været flittigt besøgt her i sommervarmen.
Men én gruppe mennesker har ikke haft mulighed for at nyde godt af de nye badefaciliteter.
Der er nemlig ikke lavet handicapvenlig adgang til badebroerne, så kørestolsbrugere har ikke mulighed for at nyde en kold dukkert i sommervarmen, som alle andre har.
- Jeg vil gerne ud at bade med mine børn, ligesom alle mulige andre fædre gør, og det kan jeg ikke komme til, siger Nikolaj Borup Rasmussen, der er kørestolsbruger på 13. år, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han var ellers flittig bruger af det gamle søbad, hvor han sagtens kunne komme i vandet.
Føler sig overset
De to kørestolsbrugere er frustrerede over, at kommunen har afskåret dem fra at bruge de nye søbade.
- Det gør ondt helt inde maven. Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal behandles anderledes, fortæller Jes Georg Klein, der er kørestolsbruger på 35. år, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Hvorfor fanden har jeg ikke ret til at komme ud at bade.
De to kammerater har, ligesom mange andre kørestolsbrugere, et normalt og aktivt hverdagsliv, og at de nu bliver afskåret fra at kunne tage til søbadene i Silkeborg og hoppe i vandet, synes de er helt urimeligt.
- Der er nok udfordringer i forvejen ved at sidde i kørestol, og når du så skal hamres i hovedet med, at der er ting, du ikke kan, så bliver det hårdt for psyken i længden, fortæller Nikolaj Borup Christensen.
Som en mulig løsning har kommunen overvejet at bygge en ekstra badebro, hvor der vil være kørestolsvenlig adgang. Men den løsning jubler de to kørestolsbrugere ikke over.
- Skal vi så være derhenne og blive udstillet - ungerne vil da helt sikkert hellere være på den rigtige badebro og ikke sammen med alle kørestolsbrugerne, lyder det fra Jes Georg Klein.
Kommunen lovede kørestolsvenlig adgang
Silkeborg Kommune havde ellers stillet borgerne i sigte, at badebroen ved Østre Søbad, der stod færdig i juni måned, ville blive kørestolsvenlig. Men det er endnu ikke tilfældet.
- Der er ikke niveaufri adgang, så vi ikke komme ud og se til vores børn, og man kan heller ikke komme i vandet. Det gælder både på Østre og Vestre søbade, fortæller Jes Georg Klein.
Der går ingen bro gennem sandet. Og det er et problem.
- Der er dybt sand, så hjulene bliver bare gravet ned i sandet, hvis man prøver at køre derud alligevel, fortæller Nikolaj Borup Ramussen.
Kørestolsadgang til en badebro er ikke lovpligtig, men Silkeborg Kommune forsikrer dog, at de arbejder på en løsning.
- Vi har hele tiden tænkt den kørestolsvenlige adgang ind i projektet, men vi har bare måttet konstatere, at der viser sig nogle udfordringer, og dem skal vi tage hånd om nu, fortæller udviklingskonsulent ved Kultur og Borgerservice i Silkeborg Kommune, Simon Hartwell Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi skal finde ud af nu, hvad der er den gode løsning her, og det gør vi blandt andet ved at være i dialog med borgerne nu.
Simon Hartwell Christensen forklarer, at der er et stort niveauspring fra søbadene ned til badebroerne, og at terrænet desuden er en udfordring.
Alligevel garanterer Silkeborg Kommune, at kørestolsbrugere i nærmeste fremtid kan gøre brug af søbadet.
- Vi har fået trælse tilbagemeldinger, men vi er ikke færdige med at udvikle på det her. Vi skal have brugerne ind og involveret i projektet. Og jeg vil godt love, at der er handicapvenlig adgang til næste sæson, lyder det fra udviklingskonsulenten fra Kultur og Borgerservice i Silkeborg Kommune.