Tyk, tynd, høj og lav: Fotograf forevigede alle slags kroppe

Debatten om nøgenhed ved Østre Søbad i Silkeborg blev fredag opfanget i tiden, da en lokal fotograf forevigede nogle af vinterbaderne - mere eller mindre påklædte.

0:44
Andreas Ransborg Houmann er fotograf og har gennem årene taget billeder af mange forskellige folk i badetøj.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Efter debatten i denne uge har bølget frem og tilbage om, hvor mange bare kropsdele vinterbadere ved Østre Søbad må vise frem for omgivelserne, havde fotograf Andreas Ransborg Houmann fredag fundet kameraet frem og etableret et midlertidigt studie ved søen til det, han har betegnet som et kunstprojekt.

Det annoncerede han allerede forleden i håb om, at nogle af vinterbaderne ville lade sig forevige i et fotoprojekt, der kan sætte fokus på, at der ikke findes forkerte kroppe.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi generelt i vores samfund skaber et rum, hvor der er plads til alle, lød det fra den selvstændige fotograf, da TV2 Østjylland mødte ham i forbindelse med fredagens fotosession.

Fotografen håber, at billeder af unge og ældre, tykke som tynde, kan sætte et nyt perspektiv på debatten, som for alvor tog fart efter en udtalelse fra Per Rosted Bang, der er godt og grundigt træt af nøgne kroppe på badebroen ved Østre Søbad.

Burde kigge sig i spejlet

Per Rosted Bang fik sagt, at nogle måske burde kigge sig en ekstra gang i spejlet derhjemme, inden de viste den nøgne krop frem, og selv om han siden har betegnet det som sagt i sjov, greb fotografen muligheden for at lade kropsdebatten leve videre, og den var flere med på ved søen.

Blandt de fremmødte var Marianne Bjertrup fra Silkeborg:

- Vi skal være her alle sammen, og vi skal have lov til at færdes hernede. Også uden tøj på, mener hun, og en lignende holdning lød det fra Sanne, der også lød sig forevige:

- Det kan godt være, at alle ikke er lige pæne at kigge på, men ved du hvad, der er plads til alle.

Hvor og hvornår man kommer til at kunne se fotografens billeder af både nøgne og påklædte proppe, er endnu uvist, men han har ambitioner om en udstilling, der skal gå Danmark rundt.

Nedenfor kan du se et udpluk af Andreas Ransborg Houmanns billeder: