Naboer har fået nok af kriminelle på udrejsecenter: Her er deres krav til ministeren
Naboerne til Udrejsecenter Kærshovedgård er trætte af tomme løfter. Nu samler man underskrifter ind forud for ministerbesøg.
I fem år har borgerne i Bording været blandt det nærmeste naboer til kriminelle på Udrejsecenter Kærshovedgård. Men det skal være slut nu.
Sådan lyder hovedkravet i en underindskriftssamling som 24 erhvervsdrivende fra lokalområdet har skrevet under på.
- Der skal ske handling i stedet for snak, siger Lars Lausten, der er direktør i Bording Tømmerhandel og formand i Bording Erhvervsforening.
Underskriftsindsamlingen kommer som en direkte reaktion på det løfte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye gav i foråret, da regeringens planer om et udrejsecenter for kriminelle på Langeland faldt til jorden.
- Regeringen vil snarest mulig give området omkring Kærshovedgård en hjælpende hånd, lovede ministeren den gang i Netavisen Pio.
Men ifølge de erhvervsdrivende er der ikke sket det noget siden maj. Derfor kræver de, at de kriminelle beboere på udrejsecentret rykkes til et andet center.
Indtil det går i opfyldelse ønsker naboerne blandt andet, at der skal indsættes busser mellem udrejsecentret og Bording Station. Busserne skal tilrettelægges efter togenes afgange. På den måde regner naboerne med, at udrejsecentrets beboere i mindre grad vil færdes i den lille stationsby.
Derudover vil naboerne have mulighed for at opsætte mere overvågning og etablere et vagtværn.
I skrivende stund har 224 skrevet under via skrivunder.net, men initiativtagerne samler også fysiske underskrifter ind i løbet af weekenden.
Efter planen skal underskrifterne præsenteres mandag, når Mattias Tesfaye på eget initiativ lægger vejen forbi Bording. Under besøget vil han ifølge Lars Lausten blandt andet "udveksle erfaringer" med de erhvervsdrivende.
- Jeg er en handlingens mand. Vi skal have gjort noget nu, understreger han.
For mange tomme løfter
Udrejsecenter Kærshovedård ligger godt syv kilometer fra den midtjyske stationsby. Siden 2016 har det huset personer, der af forskellige årsager har fået besked på at forlade Danmark, men ikke har mulighed for det, eller er på tålt ophold.
I de fem år har der gentagne gange været flere historier om kriminelle udlændinge på udrejsecentret. Senest har et Folketingssvar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vist, at centrets beboere i 11.000 tilfælde fået en straf for anden kriminalitet end grov vold. Det dækker hovedsageligt overtrædelser af melde- og opholdspligt.
Ifølge medlem af Ikast-Brande Kommunes byråd og bordingenser Henrik Engedahl (V) har gentagne ministre lovet at skabe mere tryghed for byens borgere.
- Men tålmodigheden er ved at være opbrugt, konstaterer han.
I slutningen af maj annoncerede Midt- og Vestjyllands Politi, at man ville øge patruljeringen ved Kærshovedgård. Seneste har selvsamme politikreds afsløret, at man også har anmodet Rigspolitiet om tilladelse til at sætte et eller flere overvågningskameraer op i Bording.
- Alt respekt for politiets arbejde, men løsningen er ikke mere politi i gaden, lyder det fra venstremanden.
Han peger på, at det ikke kun er Bordingborgerne, der er utilfredse med de kriminelle beboere på Kærshovedgård.
- Der er en stor gruppe fredelig folk på centret. Derfor er den bedste løsning stadig at skille de to ad, forklarer han.
Ifølge B.T. lover Mattias Tesfaye, at regeringen inden længe vil præsentere tiltage, der skal give lokalsamfundet en hjælpende hånd.
Ved samme ombæring har ministeren fortalt, at man nu endegyldigt har droppet planerne om et udrejsecenter for de kriminelle beboere på Kærshovedgård.