Overvågning i Bording skal skabe tryghed: - Det er dybt urimeligt

Nabobyen til Udrejsecenter Kærshovedgård har udsigt til at få overvågningskameraer for at skabe mere tryghed, men det burde ikke være nødvendigt, mener borgmester.

2:14
Politiet vil ikke afsløre, hvor kameraet eller kameraerne skal hænge.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Politiet vil gerne skabe tryghed, men det burde slet ikke være nødvendigt. 

Nogenlunde sådan kan synspunkterne ridses op, når det kommer til planerne om et overvågningskamera i stationsbyen Bording, der er nabo til Udrejsecenter Kærshovedgård. 

Onsdag kunne TV MIDTVEST fortælle, at Midt- og Vestjyllands Politi har ansøgt om tilladelse til at opsætte flere nye overvågningskameraer. Efter planen skal et eller flere kameraer hænge i Bording. 

- Det er naturligt at øge trygheden i Bording. Der er mange mennesker, der står af og på, og så har byen en hvis bevågenhed, siger Niels Kristian Larsen, der er vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi, Herning.

Hvis det stod til borgmester Ib Lauritsen (V), der selv bor i Bording, burde det ikke være nødvendigt at hænge 'tryghedsskabende kameraer', som politiet kalder dem, op. 

- Hvis årsagen skal findes på Kærshovedgård, så jeg hellere, at man løste det problem, understreger borgmesteren. 

Borgmester kræver svar

Udrejsecenter Kærshovedård ligger godt syv kilometer fra den midtjyske stationsby. Siden 2016 har det huset personer, der af forskellige årsager har fået besked på at forlade Danmark, men ikke har mulighed for det, eller er på tålt ophold. 

I de fem år har der gentagne gange været flere historier om kriminelle udlændinge på udrejsecentret. Senest har et Folketingssvar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vist, at centrets beboere i 11.000 tilfælde fået en straf for anden kriminalitet end grov vold. Det dækker hovedsageligt overtrædelser af melde- og opholdspligt.

- Hvis ikke årsagen til kameraerne skal findes på Kærshovedgård, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad årsagen så er, lyder det fra borgmesteren.

Ifølge politiet er Bording valgt efter dialog med Ikast-Brande Kommune. 

- Det er dybt urimeligt, at byen skal være utryg og have kamera hængende for at få en smule tryghed tilbage, siger borgmesteren. 

Ib Lauritsen (V) så helst, at det ikke var nødvendigt at skabe mere tryghed i Bording.
Ib Lauritsen (V) så helst, at det ikke var nødvendigt at skabe mere tryghed i Bording.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Borgmesteren understreger, at der er behov for at skabe mere tryghed for byens og dens knap 3000 borgere. 

- Men byens størrelse burde ikke berettige til overvågning, konstaterer Ib Lauritsen. 

I skrivende stund har Midt- og Vestjyllands Politi opsat videoovervågning i Silkeborg, Herning, Ikast og Viborg. 

Ifølge vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen er Bording valgt ud fra nogle 'efterforskningsmæssige kriterier', der er på linje med de eksisterende steder. 

- Hvis der sker noget, har vi mulighed for at efterforske det. Vi kan også følge med ved store events, forklarer han. 

Foruden Bording er også Holstebro og Skive udset til at få overvågning, hvis Rigspolitiet godkender ansøgningen fra Midt- og Vestjyllands Politi.