Anklager kræver seks måneders ubetinget fængsel for ulvedrab
Mourits Troldtoft kunne ikke være i tvivl om, at det var en ulv han dræbte, lyder det fra specialanklager.
Manden, der skød og dræbte en fredet ulv på en mark uden for Ulfborg, står til mindst seks måneders ubetinget fængsel.
Desuden skal han ikke længere have ret til at gå på jagt.
Sådan lyder kravet fra specialanklager Ulrik Panduro, da han onsdag formiddag kommer med sine afsluttende bemærkninger i ankesagen ved Vestre Landsret.
- Det er en grov forbrydelse at skyde et fredet dyr, siger Ulrik Panduro foran de tre landsdommere og tre domsmænd.
Den tiltalte, Mourits Troldtoft, blev for et år siden idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Herning.
Dommen blev anket af begge parter, og nu kræver anklageren en væsentligt hårdere straf.
Ingen tvivl: Det var en ulv
Anklageren køber ikke Troldtofts forklaring om, at han skød efter et dyr, der muligvis var en krydsning mellem en hund og en ulv.
- Ethvert seksårigt barn, der ser et billede af det her dyr, vil sige, det er en ulv.
- Nu er det ikke et barn, vi har med at gøre, men en forstkandidat, der har arbejdet med skov- og landbrug hele sit liv.
- Han sidder i lædersædet på sin Toyota Landcruiser med sin Leupold jagtkikkert. Han kan godt se, hvad det er for dyr, han skyder, siger Ulrik Panduro.
Mourits Troldtoft sidder med foldede hænder og lytter til anklagerens ord i den fyldte retssal.
Det er ifølge anklageren en skærpende omstændighed, at Mourits Troldtoft affyrede hele tre skud mod dyret, mens han sad i sin bil.
- Hvis man ser videoen af, hvad der foregik, så er man ikke i tvivl om, at han skyder for at dræbe. Han skyder ikke én gang, men hele tre gange.
- Man vil dælme være sikker på, at det dyr får det bly, det skal have, siger Ulrik Panduro.
En supplerende dna-erklæring har slået fast, at det dræbte dyr var en ulv.
Manglende tillid til vævsprøver
Erklæringen er lavet af det tyske forskningsinstitut Senckenberg Research Institute.
Mourits Troldtoft sagde under sin vidneforklaring mandag, at han havde bedt om lov til at få udtaget en ekstra vævsprøve af det dræbte dyr.
Han har ikke tillid til, at Senckenberg, der er Aarhus Universitets samarbejdspartner om ulveovervågningen i Danmark, er objektiv.
Troldtoft har dog fået afslag fra myndighederne på at få udleveret en ny prøve.
Efter anklagerens afsluttende bemærkninger i sagen er det nu forsvarsadvokat Jan Schneiders tur.
Der ventes dom i sagen senere onsdag.