Minister om problemulve: - Reglerne skal være mere fleksible

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er på vej med et nyt udkast til, hvordan problemulve skal håndteres.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Shutterstock

Der er brug for nye regler for at holde styr på de danske ulve.

Det mener Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver Miljø- og Fødevareministeriet. Rådet består af medlemmer fra blandt andre Landbrug & Fødevarer, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.

- Jeg håber helt sikkert, vi kommer til at revidere reglerne, siger formand for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen.

Ulvedebatten er blusset op efter at en ulv i sidste uge blev skudt i nærheden af Ulfborg. Det har fået en række politikere til at blande sig i debatten - blandt andet ved at foreslå, at problematiske ulve bør kunne skydes.

Også ministeren på området, Esben Lunde Larsen (V), ser et behov for at kigge de nuværende regler efter i sømmene.

- Jeg mener, at vi skal have mere fleksibilitet i reglerne, udtaler miljø- og fødevareministeren.

Han har bedt Vildtforvaltningsrådet om at komme med forslag til en ny forvaltningsplan for ulve, men hvilke regler, der skal ændres, vil han ikke sige noget om endnu.

- Jeg vil gerne se det samlede forslag fra Vildtforvaltningsrådet, før jeg tager stilling til forslaget, lyder det fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Definitionen af en problemulv skal skærpes

Fra Vildtforvaltningsrådets side er håbet, at definitionen for, hvad en problemulv er, kan blive ændret.

- Når vi overhovedet tager forvaltningsplanen op, så er det jo for at gøre den bedre og mere præcis i forhold til den situation, vi har nu. Og mit håb er i virkeligheden, at vi indskrænker definitionen af en problemulv til to ting: At det enten er en ulv, som har specialiseret sig i husdyr, eller en ulv, som har mistet den naturlige skyhed for mennesker. Det vil i begge tilfælde være en problemulv, siger Jan Eriksen, formand for Vildtforvaltningsrådet.

Ministeren forventer at være klar med justeringer til håndteringen af problemulve i løbet af en til to uger.