16-årige Nanna lider af en sjælden sygdom, men det stopper hende ikke

Nanna Lind er lidt af en tryllekunstner med en fodbold. Lørdag besøgte hun 44 fodboldpiger i Viborg - for at vise tricks og for at vise, at det er okay at være anderledes.

1:57
Nanna Lind deler sit liv med næsten 13.000 følgere på Instagram.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Da Nanna Lind var 12 år, opdagede hun en bar plet i nakken. 

Hurtigt blev den ene plet til flere, og til sidst havde hun næsten ikke mere hår tilbage. Sygdommen alopecia, også kaldet pletskaldethed, var årsagen.

- Jeg tog det sidste hår af med en barbermaskine, fortæller Nanna Lind, der i dag er 16 år.

Da hun fandt den første skaldede plet, talte hun højt om det. Men i takt med at mere hår forsvandt, blev det sværere at tale om.

- Jeg var ikke vant til at skille mig ud med mit udseende, siger hun.

I dag mener hun, at det er vigtigt at fortælle, at det er okay at være anderledes.

- Jeg vil gerne inspirere andre, fortæller hun.

Nanna Lind tog turen fra Roskilde, hvor hun bor, til Viborg for at dele sin historie og vise sine fodboldevner.
Nanna Lind tog turen fra Roskilde, hvor hun bor, til Viborg for at dele sin historie og vise sine fodboldevner.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

En stor rollemodel

Lørdag besøgte hun en fodboldskole i Viborg med 44 piger, som ligesom hende selv elsker at lege med en fodbold.

Det er Razak Pimpong, der er tidligere professionel fodboldspiller, som står bag fodboldskolen. Han havde en helt særlig grund til at invitere Nanna Lind forbi.

- Man skal ikke være genert over at vise, hvem man er. Det er en god læring for pigerne. Hun er en stor rollemodel for dem, fortæller Razak Pimpong.

For hovedpersonen selv, var der alligevel en smule nerver på, da hun skulle tage parykken af.

- Jeg er altid lidt nervøs, fordi jeg ikke ved, hvordan folk vil reagere, siger Nanna Lind.

- Det inspirerer os til at vise, hvem vi selv er

Men Nanna Lind vandt fodboldpigernes respekt fra første øjeblik - og ikke kun på grund af evnerne med den runde kugle.

- Det er vildt, at hun tør skille sig ud. Der er sikkert også andre, der har det, men ikke siger det, siger Nanna Hviid, der er 11 år og har fulgt Nanna Lind på internettet.

- Det inspirerer os til at vise, hvem vi selv er, siger Sofie Skou Madsen, der også er 11 år.

Og det var præcis, hvad den unge freestyler havde krydset fingre for.

- Jeg håber, at de vil tage det med, at de kan gøre, hvad de har lyst til, og ikke går og gemmer sig væk, siger Nanna Lind.

De 44 piger så Nanna Lind lave tricks med bolden, ligesom hun også lærte fra sig.
De 44 piger så Nanna Lind lave tricks med bolden, ligesom hun også lærte fra sig.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

En tro på livet

Razak Pimpong er glad for, at Nanna Lind kan lære pigerne flere ting end bare tricks med fodbolden.

- Det betyder noget for børnene at se en som hende. Hun dealer med nogle ting, men hun kommer med et smil, og hun tror stadigvæk på livet, siger Razak Pimpong.

Det store smil sidder klistret på den unge freestylers ansigt som bolden til hendes fødder, og hun har accepteret, at hun skiller sig ud.

- Hvis jeg fik tilbuddet om at få mit hår tilbage, så ville jeg sige ja, men jeg kan godt leve med det, fastslår hun.

0:10
Nanna Lind var utrolig populær blandt de unge fodboldspillere.