93 beboere søges til plejehjem
Et nyt stort plejecenter i Viborg står klar om et halvt år, men plejehjemmet mangler en væsentlig ting, nemlig beboerne.
Syv beboere er klar til at rykke ind på det nye Plejecenter Banebo til sommer. Det er dog langt fra nok, for plejehjemmet har plads til 100.
For fem år siden besluttede byrådet i Viborg, at byen skulle have et nyt stort plejecenter med plads til 70 beboere. Siden er byggeriet skruet op til i alt 100 boliger.
- Man kan ikke spå om fremtiden, derfor står vi her, hvor vi gør, siger Lone Langballe, der er formand for Ældre- & Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune.
Kommunen havde forventet, at der blev brug for alle pladserne på det nye plejehjem, men nu må politikerne erkende, at det 140 millioner kroner dyre plejehjem langt fra bliver fyldt op.
På jagt efter beboere
Manglen på beboere har fået Viborg Kommune til at undersøge mulighederne for at flytte beboere fra et allerede eksisterende plejehjem til det nye plejecenter.
- Det er selvfølgelig ikke sjovt, at vi måske skal flytte en masse borgere, der har det rigtigt dejligt, hvor de bor, siger Lone Langballe.
Det er plejehjemmet Overlundgården med 45 pladser, kommunen ser som en mulighed. Ældrerådet er ikke begejstrede over kommunens planer.
- Jeg synes, det er en dårlig ide. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at der er mennesker på plejehjemmet, som skal flyttes mod deres vilje. Det er ikke i orden, siger Kaj Flemming Pedersen, der er formand for Ældrerådet i Viborg Kommune.
Nogle af årsagerne til, at Viborg Kommune står og mangler 93 beboere, er, at flere ældre bliver i eget hjem, samt flere foretrækker friplejehjem.