Anita blev født som dreng: - Skulle jeg springe ud af skabet eller ud foran et tog?
Anita Andersen er født som dreng men fik for to år siden en kønsoperation. Nu gør hun, hvad hun kan, for at nedbryde folks fordomme om transkønnede i en ny bog.
- Jeg er fantastisk glad over, hvor godt jeg ser ud. At jeg nu endelig er den kvinde, jeg altid har drømt om at være.
Ordene kommer fra 50-årige Anita Andersen i Viborg. Ord, som har været længe undervejs. For gennem 40 år af sit liv har hun følt sig fanget i en forkert krop.
- Lige siden jeg var helt lille, har jeg følt mig tiltrukket af feminine ting. Jeg kunne godt lide at kigge i dameblade og gå i min mors garderobe og alt det der.
- Jeg forsøgte at gøre det, der blev forventet af mig som den dreng, jeg nu var. Men jo ældre jeg blev, jo sværere blev det.
Springe ud af skabet eller ud foran et tog?
For syv år siden kunne Anita Andersen ikke længere holde sit liv ud. Hun blev skilt fra sin kone og sprang ud som transkønnet.
- Jeg kom helt derud, hvor jeg tænkte, om jeg skulle springe ud af skabet eller ud foran et tog. Jeg kunne ikke bare være mig. Jeg var ved at eksplodere.
I januar 2017 tog hun så det endelige skridt mod at blive en kvinde. Hun rejste til Thailand for at få en kønsskifteoperation.
- Det var virkelig stort. Og den glæde glemmer jeg aldrig.
Har betalt prisen
Anita Andersen er glad for, hun har skiftet køn. Men livsstilsændringen har også haft sin pris. I dag har hun næsten ikke kontakt med sine venner fra dengang.
- Det gør ondt, når det er folk, man har kendt i 30 år. For jeg synes jo ikke, jeg er anderledes. Jeg har bare taget noget andet tøj på.
Håber at nedbryde fordomme
Nu har Anita Andersen skrevet bogen ’Min vej Hjem’, som er en selvbiografi, der handler om et liv som kvinde, der er fanget i en mands krop.
- Jeg håber, jeg kan nedbryde en masse fordomme og hjælpe andre i samme situation, som jeg selv var har.
Indimellem kæmper hun med ensomheden i sin nye tilværelse. Alligevel er Anita Andersen ikke i tvivl om, at hun har truffet sit livs beslutning.
- Jeg er verdens lykkeligste kvinde. Jeg har det bedre end nogensinde, og nu er jeg kommet mig over mine nedture, og jeg har bare fået det godt.
- Så nu skal jeg ud og møde livet.