Auditørkorps efterforsker hærchef for nepotisme
Hærchef Hans-Christian Mathiesen er mistænkt for at bryde loven ved at fremme sin egen først kæreste og siden kones karriere.
Forsvarsministeriets auditørkorps vurderer, at der er grundlag for åbne en straffelig efterforskning i forbindelse med anklagerne mod hærchef Hans-Christian Mathiesen om nepotisme.
Det oplyser korpset i en pressemeddelelse.
Auditørerne indledte en undersøgelse af sagen 19. oktober.
- I forbindelse med denne undersøgelse har Forsvarsministeriets Auditørkorps modtaget en række oplysninger til belysning af sagen, står der i pressemeddelelsen.
- På baggrund af disse oplysninger har Forsvarsministeriets Auditørkorps nu vurderet, at der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning og herunder afhøre relevante personer.
- Efterforskningen har til formål at afdække, om der er grundlag for at rejse sigtelser i sagen.