Bordtennislandshold samlet for første gang i et halvt år
Den står på ping og pong fra morgen til aften på Tjele Efterskole i denne uge. Her er ungdomslandsholdet i bordtennis nemlig samlet for første gang siden nedlukningen af landet.
Det er ikke det sjoveste at være bordtennisspiller, når der ikke er nogen modstander på den anden side af bordet.
Men sådan har det været for bordtennistalenterne fra Silkeborg Bordtennisklub under det meste af corona-nedlukningen, indtil de her i efterårsferien kunne nogle af landets bedste ungdomsspillere igen samles.
- Det giver bare en mega god atmosfære og gejst, at der træner andre omkring én, der vil det lige så meget som én selv. Det, synes jeg, er super fedt, fortæller Thea Amalie Nielsen fra Silkeborg Bordtennisklub.
Klubkammeraten Mille Stoffregen nyder også, at de nu både kan dyrke træningen og det sociale ved sporten.
- Altså det er fedt at være i gang og komme på lejr igen, men det er også fedt at møde alle menneskerne igen og være samlet, siger hun.
I alt 19 piger og 19 drenge fra 11 til 18 år er samlet på Tjele Efterskole her i efterårsferien.
Svært at træne bordtennis under nedlukning
Det er hele ungdomslandsholdet i bordtennis, der i de her dage er samlet, og en stor del af ungdomseliten kommer fra Silkeborg.
Her er træneren da også glad for at spillerne igen kan teste teknikken på højt plan.
- Da der blev lukket ned, var der panik over ikke at kunne træne. Så at have landsholdet samlet her er jo fantastisk, siger Thomas Sørensen, der er træner i Silkeborg Bordtennisklub.
Masser af stævner og turneringer er blevet aflyst, og det har været hårdt at undvære kamptræningen. Oven i det har det været svært for spillerne at undvære de andre spillere i landsholdtruppen.
- Det har været mega udfordrende. Alt var jo lukket ned, så det var en masse løb, og jeg havde adgang til noget styrketræning og prøvede at lave noget bordtennisrelateret, men det var svært, fortæller Thea Amalie Nielsen.
Derfor spilder de unge talenter heller ikke muligheden for en masse kamptræning på efterskolen i Tjele.
- Det giver også noget smil på læben at give den gas under forholdene her, lyder det fra træner Thomas Sørensen.
Mens spillerne nyder at være en masse samlet igen, har de et ønske for den kommende sæson:
- Jeg håber da, at man kommer til at kunne spille lidt mere, og at det hele ikke bare bliver aflyst, så man kan komme til udlandet igen og også bare få spillet lidt i Danmark, siger Mille Stoffregen.