Bridgeklubformand har fået nok af bureaukrati: Afskaf reglerne for små foreninger

Formanden for Viborg Ny Bridgeklub føler sig mistænkeliggjort, når den nye bestyrelse skal vente otte uger på at blive godkendt af banken.

5:21
Formanden for Viborg Ny Bridgeklub mener, at hvidvaskningsloven kvæler små foreninger i bureaukrati.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Stemningen er som regel god og snakken går lystigt i Viborg Ny Bridgeklub. Men den sidste måneds tid har humøret særligt i bestyrelsen været dalende.

I slutningen af april havde bridgeklubben generalforsamling hvor fire nye bestyrelsesmedlemmer og en suppleant blev valgt. En nem proces – men at få de nye medlemmer registreret i klubbens bank har været mere kompliceret end reglerne i bridge.

- Jeg har skullet sende legitimation ind på alle bestyrelsesmedlemmer med sundhedskort, cpr-nummer og billedlegitimation. Så har jeg skulle sende vedtægter ind med påskrevet cvr-nummer, cvr-attest, konstituerende bestyrelsesmødereferat og så videre, fortæller formanden for Viborg Ny Bridgeklub, Niels Andreasen.

Det er på grund af hvidvaskningsloven, at bridgeklubbens nye kasserer her seks uger efter generalforsamlingen stadig ikke kan betale klubbens regninger. Hun er simpelthen ikke godkendt endnu.

Loven skal sikre, at virksomheder og foreninger ikke bruger penge, der stammer fra kriminalitet, og den lov er lige for alle.

- Det er altså ikke milliardbeløb, vi har stående på kontoen, forklarer Niels Andreasen.

Men er det ikke fair at have regler, der sikrer, at man ved, hvor pengene kommer fra?

- Jo, helt afgjort. De steder, hvor der er problemer. Jeg synes også, at det er fint, at man tager et tjek på formanden, men det behøver ikke tage otte uger, fortæller formanden.

Nordea: Utrolig ærgerligt

I Viborg Bridgeklub har de Nordea som bank, og filialdirektøren i Nordea Viborg, Nickolas Christensen, beklager den lange proces.

- Jeg bliver altid utrolig ærgerlig, når en kunde oplever udfordringer i deres dialog med os, og når vores service ikke lever op til forventningerne, udtaler filialdirektøren i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, der også fastslår, at de blot følger den proces, som hvidvaskningsloven foreskriver.

- Derfor beder vi blandt andet om identitetsdokumentation for bestyrelsesmedlemmer og andre som kan disponere på foreningens vegne. Vi bestræber os på at gøre processen så smidig som mulig, og prøver altid at finde løsninger på eventuelle udfordringer i samarbejde med den enkelte kunde, skriver filialdirektøren. 

I Viborg Ny Bridgeklubs sag har løsningen ikke været så smidig. Derfor appellerer formand Niels Andreasen også til at politikerne ændrer loven, og gør det lettere at arbejde med for små foreninger. 

Sker det ikke, frygter han for foreningsdanmark.

- Afskaf reglerne for små foreninger. Eller lav en kraftig lempelse af reglerne, siger han. 

- Konsekvenserne bliver, at vi ikke gider at være i bestyrelsen, og hvis man ikke vil være i en bestyrelse, så er konsekvensen, at de små foreninger må lukke, siger formanden for Viborg Ny Bridgeklub.

Politisk arbejde i gang

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) ser på sagen med alvor.

Hvad siger du til, at formanden her siger, at det kan ende med, at ingen vil være i bestyrelsen?

- Det er jo det, vi skal undgå i foreningsdanmark. Vi har et land, der er så rigt, fordi vi har så mange foreninger, og fordi folk har lyst til at engagere sig. Så jeg synes faktisk, det er rigtig alvorligt, at vi er kommet dertil, hvor engagerede borgere er lige ved at smide det hele over styr, fordi man ikke gider mere. Det skal vi tage meget alvorligt det her.

Så hvad kan man gøre politisk?

- Vi har først prøvet at se, om vi kunne ændre de EU regler, der gør, at vi skal stille krav om, at bankerne skal stille krav om alle de her ting. Det kunne ikke lade sig gøre. Det vi så har som mulighed er, at vi kan lave en bedre vejledning til bankerne, hvor vi siger, at det de skal indhente af krav fra de her bestyrelser og de små foreninger, ikke behøver være lige så omfangsrigt som de gør det i dag. 

Hvornår kan de små foreninger regne med, at det bliver lidt nemmere at håndtere alt det her?

- Jeg regner med at vi, indenfor i år, er min forventning, kan have en ny vejledning klar, og så vil man opleve, at det bliver nemmere at indberette de her ting. I mellemtiden vil jeg jo opfordre til, at man, selvom man er forening og frivillig, husker at udfordre banken og sparekassen. Det kunne jo være, der var en bank, der kunne gøre det lidt bedre, hvis man prøvede at spille dem lidt ud mod hinanden.

Efter TV MIDTVEST har fortalt historien, er bridgeklubbens kasserer blevet kontaktet af Nordea, som meddeler, at hun kan blive godkendt i løbet af en uges tid.