Domkirkebyen får nyt vartegn: En ting mangler, mener gæster
Et væld af viborgensere er mandag forbi til reception på byens nyeste højhus.
Køen var længere end attraktionen høj, da Peak 12 Hotel mandag åbnede døre og tagterrasse i det 12 etager store hotel ved Tinghallen i midten af Viborg.
- Det er en fantastisk udsigt, lyder det samstemmigt fra veninderne Jenny Haunsvig og Tenna Bundgaard, mens de står med bobler i hånden og nyder udsigten.
De to har tidligere nydt viewet over Viborg og vand fra byens sygehus, men nu er de steget til tops på byens nye vartegn.
- Det var også en fantastisk udsigt, men det her er noget højere oppe, konstaterer Jenny Haunsvig.
Hotellets navn refererer ikke - som man måske kunne tro - til antallet af etager. I stedet henviser det til hældningen på hotellets tag.
Og netop taget var den helt store magnet for de fremmødt viborgensere.
- Solen skinner, og vi kan se langt. Det er dejligt, siger Tenna Bundgaard, mens de fremmødte besigtiger taget og udsigten.
Har fået nyt vartegn
Foruden udsigten glæder de to veninder sig over, at Viborg nu har fået et nyt hotel med placering i centrum af den midtjyske domkirkeby.
Men hotellets størrelse er alligevel ikke uden problemer. For nu har byen fået en ny højdespringer.
- Vi må give plads til det gamle, men skal også give plads til det nye, lyder det fra Jenny Haunsvig.
Hun fremhæver, at også byens sygehus er højere end byens kristne vartegn. Derudover har de to én anke. Det 12. etager store hotel har nemlig ikke røde mursten og rødt tag.
- Det må vi tage, som det er. Det er jo nye tider, siger hun.
Foruden hotel har Peak 12 Hotel også restaurant og bar, der er åben fra gaden.