Efter årelang strid om Tange Sø: Splittet arbejdsgruppe sender løsningsforslag til minister
I årevis er det blevet diskuteret, hvad man skal stille op med Tange Sø, som i dens nuværende form er i strid med EUs naturbeskyttelsesdirektiv. En arbejdsgruppe har fundet frem til 15 forslag. Flere i arbejdsgruppen kan dog ikke stå inde for dem.
Den årelange konflikt om, hvad der skal stilles op med Tange Sø, er muligvis tættere på en afslutning end nogensinde. I hvert fald har arbejdsgruppen bag netop afleveret 15 forslag til miljøminister Lea Wermelin (S), som nu skal se nærmere på dem.
- Jeg tænker, der har været en god og konstruktiv dialog. Det er ikke nok i sig selv, men det er rart, at vi har kunnet have en god snak undervejs, siger Sebastian Johnshøj, der er formand for Tange Sø-arbejdsgruppen og vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Der er bare lige et men, for selvom arbejdsgruppen har haft en fin dialog og opnået en flertalsopbakning til forslagene, så er det bestemt ikke alle, der er lige begejstrede over det indsendte materiale.
- Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg synes ikke rigtig, at ministerens ord om, at vi alle skulle bøje os ind over bordet, er blevet hørt, og jeg synes, det er så som så med flertallet, når det er syv mod fire. Jeg synes ikke, der er en larmende enighed, siger Jarl Gorridsen, der er formand for Foreningen til bevarelse af Tange Sø.
Lav omstryg eller nedlæg Tange Sø
I 30 år er det blevet diskuteret frem og tilbage, hvad man bør stille op med Tange Sø. Den gamle vandkraftsø er nemlig i sin nuværende form i strid med EUs naturbeskyttelsesdirektiv. Derfor skal der gøres noget, men hvad er arbejdsgruppen altså ikke blevet enige om.
- Jeg havde en forventning om, at alle kunne tilslutte sig, men der må jeg konstatere, at der ikke var helt så stor opbakning, som jeg havde håbet. Vi erkender, at det var så langt, vi kunne nå. Det vil være vanskeligt at gøre alle tilfredse i sidste ende, siger Sebastian Johnshøj.
De femten indsendte forslag lever ifølge arbejdsgruppen alle op til EUs krav. Forslagene går blandt andet på at lave lange eller mellemlange stryg, der løber rundt om søen. Alternativt forslår gruppen, at man laver en egentlig genopretning af den oprindelige Gudenå og dermed nedlægger Tange Sø.
Foreningen for bevarelse af Tange Sø mener, at de indsendte forslag kun tager højde for fiskevandring, og altså ikke skeler til de konsekvenser, der vil være for søen og værket.
- Det vil formentlig lide stor skade, hvis man går med en af de løsninger. Det er problematisk. Vi mener, vi har givet os rigtig meget her, siger Jarl Gorridsen.
Ikke spildt arbejde
Arbejdsgruppen har fået hjælp fra Miljøstyrelsen og DTU Aqua til at undersøge i alt 40 forslag. Det er dem, der nu er reduceret til under det halve.
- Vi er et skridt i den rigtige retning, og jeg synes bestemt ikke, det har været spildt arbejde. Det er lykkedes os at reducere 40 forslag til 15, så det er lykkedes os at bidrage med noget konkret, siger Sebastian Johnshøj.
Arbejdsgruppens indstilling ligger nu på Lea Wermelins bord. Herfra skal hun tage den videre og vurdere hvilken vej, man bør gå.
- Jeg tror, ministeren kommer til klø sig i håret. Jeg håber, hun tænker sig om, siger Jarl Gorridsen.
Arbejdsgruppen skriver i sin indstilling, at man ikke har haft faglig baggrund for eller tid til at udforske forslagenes økonomiske konsekvenser.