Efterskolelærer idømt tre måneders fængsel for at krænke elev

Den 46-årige mand nægtede sig skyldig, men blev også frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 46-årig mand er fredag ved retten i Viborg blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse mod en elev på en midtjysk efterskole.

Manden var ifølge en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi lærer på den efterskole, hvor pigen var elev i skoleåret 2014/2015.  

Udover fængselsstraffen er manden også blevet fradømt retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år de næste tre år. Det gælder både erhvervsmæssigt og i forbindelse med fritidsaktiviteter. 

Dertil kommer, at han skal betale en erstatning på 15.000 kroner til eleven.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at blufærdighedskrænkelserne skete fra 1. september 2014 til 31. juli 2015, da pigen var 15-16 år. Den nu 21-årige kvinde meldte sagen til politiet i 2019.

Beskeder med seksuelt indhold

Ifølge dommen har manden fra sin mobiltelefon sendt beskeder med seksuelt indhold til pigen, ligesom han sagde forskellige ting, der krænkede hendes blufærdighed. Dertil kommer, at han skulle have tilbudt at massere pigen og berørt hende.

Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at manden også sendte et krænkende billede og flere beskeder til pigen, efter at hun var stoppet på efterskolen.

Anklageren i sagen, anklagerfuldmægtig Kasper Helbo, er tilfreds med dommen.

- Han er stort set dømt i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, og dommen ligger i vores optik fint i tråd med retspraksis på området, siger han i pressemeddelelsen.

Den 46-årige mand nægtede sig skyldig i alle tiltalepunkter. Retsmødet fandt sted tirsdag i sidste uge, men dommen blev først afsagt fredag formiddag.

Det vides endnu ikke, om den 46-årige vil anke dommen til landsretten.