Færre familier skal stå i Christinas dilemma: - Jeg følte, at jeg svigtede mine to store børn
Familier med for tidligt fødte børn får bedre barselsbetingelser med den nye finanslov for 2025.
Mere tid sammen ville have gjort en stor forskel, da Christina Bøvling fra Viborg sidste år fødte sit tredje barn, datteren Asta, syv uger for tidligt.
Derfor glæder hun sig i dag over, at netop familier med for tidligt fødte børn er kommet på næste års finanslov, efter at hun og 14.000 andre danskere tidligere i år skrev under på et borgerforslag for bedre støtte og barselsvilkår til præmature familier.
- Jeg synes, det er fantastisk. Og jeg ville ønske, at det havde været en del af vores forløb, siger Christina Bøvling i dag til TV MIDTVEST.
De nye regler betyder, at det fra næste år bliver muligt for forældre til for tidligt fødte børn at være indlagt hjemmefra på et såkaldt tidligt hjemmeophold uden at blive modregnet i barslen.
Som reglerne er nu, begynder forældrenes barsel fra det øjeblik, familien kommer hjem – uanset om de er på tidligt hjemmeophold eller ej.
Måtte vælge mellem sine børn
Sådan et hjemmeophold fik Christina Bøvling tilbudt fire uger efter fødslen. Før fødslen havde hun allerede været indlagt i fem uger, så udsigten til at komme hjem var tillokkende.
- Min mand og jeg kiggede på hinanden og var næsten helt lettede over, at vi endelig kunne komme hjem og få lidt ro på og skabe den hverdag, vi gerne ville for de to store børn, men vi fandt desværre ud af, at vi ikke kunne få refunderet barsel for tidligt hjemmeophold, siger hun.
Derfor følte hun og hendes mand, at de stod med et valg mellem deres to store børn og deres for tidligt fødte datter.
- Vi snakkede meget om, at vi kom til at tage noget fra hende, hvis vi sagde ja til et tidligt hjemmeophold. Men hvis vi takkede nej, følte jeg, at jeg svigtede mine to store børn. For vi havde brug for at få ro på hverdagen, og de trængte til, at vi kom hjem, siger Christina Bøvling.
I sidste ende valgte familien at tage hjem og bruge af deres barsel, selvom det betød, at Asta måtte starte tidligere i institution, end de ønskede.
Betydning for barnets udvikling
Med de nye regler er det dilemma punkteret, som bestyrelsesmedlem i Dansk Præmatur Forening Tine Thingholm formulerer det.
- Det er stort, at de præmature familier er kommet på finansloven. Det er en overset, sårbar gruppe, og det er så vigtigt, at sådanne familien er samlet, fordi det skaber tryghed. Og vi ved, at det skaber robusthed at have mor og far tæt på, siger hun til TV MIDTVEST.
På neonatal afdelingen på Viborg Sygehus er ledende overlæge Jens Peter Nielsen heller ikke i tvivl om, at tiltaget vil gavne de for tidligt fødte børn på den lange bane.
- Når forældrene kan passe børnene hjemme i længere tid, så får vi mindre arbejde med at følge op på problemer, som er skabt af en for tidlig adskillelse af mor og barn, siger han til TV MIDTVEST.
I dag er Asta lidt over et år gammel, kan gå og er startet i vuggestue. Men Christina Bøvling kan godt mærke, at hun har brug for mere ro og støtte end sine jævnaldrende.
Derfor kommer støtten til familier med for tidligt fødte børn ikke et øjeblik for tidligt, mener hun.
- Det ville i hvert fald have hjulpet rigtig meget her. Det er ikke alle, der kan gå ned i tid eller tilrettelægge sit arbejde efter, at man har præmature børn, siger Christina Bøvling.