Fløj drone i ulovlig højde ved lufthavn – så blev politiet kaldt til stedet

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi har fredag eftermiddag konfiskeret en drone med dertilhørende controller og mobiltelefon ved Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj.

Her styrede en mand en drone i 123 meters højde, uden dronebevis, i en zone, hvor den maksimale flyvehøjde er 40 meter.

Det var flyveledere i lufthavnens kontroltårn, som fik øje på dronen via radar. Herefter blev episoden anmeldt til politiet.

- Man skal først og fremmest have et dronebevis, så man ved, hvad det hele går ud på. Og dernæst skal man simpelthen tænke sig om og holde sig til de højder, der er angivet. Reglerne er lavet af en årsag. Det handler om sikkerhed, siger Ole Vanghøj.

- Jeg har stor forståelse for, at folk gerne vil flyve med droner, men der er meget strikse regler. Især når du flyver omkring lufthavne og militært øvelsesterræn, lyder det.

Manden kan nu se frem til at få en bøde.