Fodboldstjerne så far falde død om: Jeg glemmer det aldrig
For seks år siden så Anton Gaaei sin far dø og blive genoplivet. Den oplevelse har hærdet den unge fodboldspiller, så han i dag ikke lader sig knække af kritik. Og den har der været en del af, efter han er skiftet til storklubben Ajax.
Der er to datoer i Anton Gaaeis liv, som han aldrig glemmer. Den 24. september 2023 og den 31. december 2017.
Dagene rummede på hver deres måde to voldsomme oplevelser.
Den 24. september i år blev et mareridt for den unge fodboldspiller fra Viborg. I en kamp for sin nye klub, Ajax Amsterdam, lavede Gaaei et par graverende fejl i den måske største kamp i Holland.
Ajax blev hjemme ydmyget af rivalerne fra Feyenoord. Kampen blev afbrudt, da Ajax-fansene gik amok, og der udviklede sig skandaløse scener på og omkring stadion.
- Jeg følte, jeg var et kæmpe fjols og en stor idiot. Jeg tror, der var 55.000 mennesker på stadion, som ikke var ret glad for mig den dag, fortæller Anton Gaaei.
Kritik fra landsmand
Efterfølgende blev han udsat for heftig kritik i medierne. Fra bl.a. den tidligere danske landsholdsspiller, Kenneth Perez, der også optræder som ekspert for hollandsk tv.
”Gaaei kommer fra en lille klub, Viborg, hvor ingen går op i, om de vinder eller taber. Og den dreng er slet ikke klar til det her niveau. Spørgsmålet er, om han nogensinde bliver det,” lød kritikken fra Kenneth Perez, der selv er tidligere Ajax-spiller og i øvrigt også er ekspert på TV 2.
Kritikken sad i kroppen på Anton Gaaei i flere uger.
- Folk må mene, hvad de vil. Men jeg synes, det er underligt, at jeg skal nedgøres af en landsmand. Hvad vil han opnå med det? Jeg forstår ikke, at Kenneth Perez skal blive personlig i sin kritik, siger Anton Gaaei.
Men Anton Gaaei lader sig ikke slå ud af kritikken. Han ved, at der er mange, der har mange meninger om fodboldspilleres præstationer.
- Det kan jeg ikke tage mig af. Det må de selv om. Og lige meget hvor hård en storm er, kommer jeg altid stærkere tilbage. Det ved jeg bare.
Far faldt død om
For han har i en tidlig alder lært, at der er andre ting i livet end fodbold. Det lærte han på den hårde måde nytårsaftensdag i 2017. Til et nytårsløb hjemme i Viborg.
- Da min kammerat og jeg kom i mål, faldt min far pludselig om. Jeg så ham falde og slå hovedet ned i jorden. Det var ikke rart. Han fik hjertestop og var faktisk død i 10 minutter. Heldigvis fik de ham genoplivet, og jeg er dybt taknemmelig for, at han er her i dag. Den oplevelse har været med til at gøre mig mentalt stærk, fortæller Anton Gaaei.
Længe efter den oplevelse gik Anton Gaaei til psykolog for at få bearbejdet det hele. For billederne blev ved med at sidde i hovedet på ham.
- Selv om fodbold er megavigtigt for mig, og selv om det er det, jeg lever af her i Amsterdam, er der bare ting, der er vigtigere og større end fodbold. Man må aldrig tage livet for givet, understreger Anton Gaaei.
Tjener millioner
I sommer blev han solgt for et rekordbeløb fra Viborg FF til Ajax. Den hollandske storklub måtte betale i omegnen af 40 millioner kroner for at få fat i ét af dansk fodbolds største talenter.
Og i stedet for nogle få hundrede tusinde kroner om året, tjener Anton Gaaei nu flere millioner.
- Men pengene er ikke vigtige for mig. Selvfølgelig er det dejligt, at der er mange penge i at være professionel fodboldspiller. Men det er ikke derfor, at jeg spiller.
- Jeg har altid spillet fodbold, fordi det er sjovt. Og det er klart, at det ikke har været lige sjovt hernede hver dag i det første halve år. Men jeg lever min drengedrøm lige nu, og selv om jeg savner Viborg og mine venner og familie, så er det nu også fedt at bo i Amsterdam, siger Anton Gaaei.
Storebror støtter lillebror
Indimellem lider han af hjemvé. Og derfor er han særligt glad for, at hans storebror Simon har revet et år ud af kalenderen for at bo hos ham.
- Han er virkelig en god støtte for mig. Det er rart at have én at komme hjem til efter træning. Hvis ikke Simon havde været her, kunne jeg godt have følt mig noget ensom, siger den 21-årige fodboldspiller.
Og det er netop for at være en støtte for sin lillebror, at 26-årige Simon har valgt at droppe studierne og bo i Amsterdam det første år sammen med Anton.
- Da jeg var på Antons alder, boede jeg i Tyskland. Og derfor ved jeg, hvor alene man kan føle sig i udlandet. For mig er det en stor oplevelse. Jeg elsker fodbold, og jeg får oplevet på allernærmeste hold, hvordan det er at være professionel i udlandet. Du kan godt sige, at jeg lever lidt min drøm igennem Anton. Det er altså vildt, at jeg har en lillebror, der spiller i så stor en klub som Ajax, fortæller Simon Gaaei.
Anton Gaaei har kontrakt med Ajax frem til 2028. Men hans fodbolddrømme stopper ikke her.
- Jeg drømmer både om at komme til at spille på det danske landshold og komme til Premier League en dag. Her vil jeg gerne spille for Liverpool, som er min yndlingsklub. Det er min helt store drøm. Men først skal jeg vise, at jeg kan begå mig i Ajax. Jeg har ikke spillet op til mit bedste endnu. Men det skal nok komme, understreger Anton Gaaei.
Men apropos datoer. Så glæder Anton Gaaei sig til den 24. december. For så skal han hjem til Viborg for at fejre jul.
- Jeg savner min kæreste, min familie og mine venner. Så det bliver virkelig rart at se dem.