Gaardsted reagerer på lastvognsuheld
Tirsdag væltede en sættevogn i en omdiskuteret rundkørsel i Viborg, og det er ikke første gang, det sker.
TV MIDTVEST kunne i går fortælle om en sættevogn, der var væltet i rundkørslen, hvor Vejlevej går på Århusvej i Viborg. Ifølge indsatslederen og politiet er det ikke første gang, det er sket.
Karin Gaardsted MF for Socialdemokraterne meldte sig med kritik på Facebook efter uheldet. Her skrev hun blandt andet:
- Så skete det igen. En lastvogn lægger sig på siden i rundkørslen lige syd for Viborg. Det er i sandhed ikke første gang. Det er vel den største rundkørsel, vi har i kommunen men til gengæld desværre også den med de mest udad-hældende vejbaner.
Man siger i folkemunde, at man som almindelig billist ikke skal lægge sig på ydersiden af en lastbil i rundkørslen
I dag uddyber hun sin kritik og alvoren bag over for TV MIDTVEST:
- Jeg synes, det er alvorligt. Jeg blev forskrækket, da jeg hørte, det var sket med en lastbil igen. Man siger i folkemunde, at man som almindelig billist ikke skal lægge sig på ydersiden af en lastbil i rundkørslen, siger Karin Gaardsted.
Hun vil anbefale at Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen m.fl. snart vil gøre noget ved vejbanerne i rundkørslen, som efter hendes mening er anlagt helt mod de fysiske love.