Ghettolisten gør ingen forskel for beboere i Viborg

Ellekonebakken i Viborg er ikke længere på ghettolisten. Men det rører ikke beboerne i kvarteret, der aldrig har tænkt, at ghetto-stemplet passer på området.

Parret Christian Petersen og Kia Blaabjerg har aldrig tænkt over, at de boede i en ghetto.
Parret Christian Petersen og Kia Blaabjerg har aldrig tænkt over, at de boede i en ghetto.
Foto: Anders Davidsen / TV MIDTVEST

Ellekonebakken i Viborg er ikke længere på ghettolisten.

Det glæder boligselskaberne, men beboerne mærker ikke den store forskel.

- Det er stadigvæk det samme, som det var i går for mig. Her er rart at bo, og jeg synes på ingen måder, at det er en ghetto, siger Anita Simoni Høj fra Viborg.

Hun har boet på Ellekonebakken i et år med sin 14-årige datter.

Ingen forskel fra før

For kæresteparret Christian Petersen og Kia Blaabjerg betyder det heller ikke noget, om Ellekonebakken er på ghettolisten eller ej.

De mener, at det er et mærkat, der ikke har personlig betydning for parret og deres seks uger gamle datter.

- Jeg tror ikke, at vi har tænkt over, at vi rent faktisk boede i en ghetto. Jeg blev overrasket, da vi i sin tid kom på listen overhovedet, for det her område er ikke noget, jeg selv vil karakterisere som en ghetto.

- Det gør ikke nogen forskel, at vi nu er kommet af listen igen, fordi jeg ikke har følt, at vi har boet i en ghetto til at starte med, fortæller Christian Petersen, der har boet i området i tre år.

Anita Simoni Høj og datteren tænker heller ikke over ghetto-stemplet i hverdagen.

- Jeg har jo gået med aviser, hvor jeg gik den her vej ned, og alle folk hilste og var så glade, fortæller Line Simoni Høj på 14 år.

2:17
Ellekonebakken i Viborg er ikke længere en ghetto.

- Ej mor, jeg bor i en ghetto

I familien Høj blev der dog lagt mærke til det, da Ellekonebakken kom på ghettolisten 1. december 2018.

- Min søn kunne komme hjem og sige 'ej mor, jeg bor i en ghetto, og hvorfor gør jeg lige det'? Så snakkede jeg med ham om, hvad en ghetto egentlig er, og om der var noget, der var træls ved at bo her, og det kunne han jo ikke sætte en finger på, fortæller Anita Simoni Høj.

Ghettolisten offentliggøres hvert år den 1. december.