Han ville egentlig bare lave et bord til sig selv - nu sælger Heine plankeborde i egen virksomhed

Hvis du vil have det bedste af det bedste, bliver du nødt til at gå planken ud. Spørg bare Heine Graugaard Krog.

10:52
Heine Graugaard Krog sælger omkring fire til fem plankeborde i måneden. Vi har besøgt hans iværksætterprojekt.

For et par år siden kunne Heine Graugaard Krog fra Viborg godt tænke sig et stort plankebord til et mødelokale og til sit kontor. Problemet var bare, at han ikke var tilfreds med hvad han så på nettet og i butikker.

Og så var der jo kun en løsning.

- Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne finde den rigtige kvalitet og den rigtige træsort. Så jeg ringede til min far, der er gammel møbelsnedker, og han sagde, at jeg selv skulle prøve at købe et par planker, og så måtte vi se, hvad vi kunne finde ud af, siger Heine Graugaard Krog.

Resten er sådan set historie, for da Heine Graugaard Krog og hans far kom i gang med at høvle og slibe på plankerne, fik de et ret flot bord ud af bestræbelserne. Familie og venner roste også resultatet, så Heine Graugaard Krog prøvede at lave et bord mere, som han satte til salg på nettet.

Efter 14 dage var bordet solgt, og frøen til et iværksætter-eventyr var sået.

For nu fik Heine blod på tanden - eller rettere plankeborde på hjernen. Og jagten på et firmanavn gik ind. Resultatet med WoodWolf.

- Jeg synes, ulven er et lidt sejt dyr, så jeg tænkte Træulv. Men det virkede ikke. Så prøvede jeg på engelsk, og ja, det blev faktisk rigtigt godt, fortæller han.

Kvaliteten er vigtig for Heine Graugaard Krog.
Kvaliteten er vigtig for Heine Graugaard Krog.
Foto: BB Medier

Måtte hurtigt udvide butikken

At drive en virksomhed er ikke fremmed for Heine Graugaard Krog. Han er i forvejen direktør i Pagedesign, der er et webbureau.

Men da et døgn kun har 24 timer, har det været svært for ham at passe to virksomheder. I starten brugte Heine derfor alle sine aftener og weekender på at stå og lave bordene selv. Men han indså hurtigt, at det var nødvendigt at få en ansat.

Han fik hjælp fra Jobcentret i Viborg til at lave en jobannonce, og det skulle vise sig at give pote.

- Jeg tror, jeg fik 17 ansøgninger på 14 dage, siger han med stolthed i stemmen. Ud af de mange ansøgere faldt valget på Peter Handby, som er uddannet møbelsnedker.

- Peter har en god sans for detaljer, så jeg er faktisk rigtigt glad for ham, og det er fedt at få en, man kan have noget sparring med, fortæller Heine Graugaard Krog.

Så nu er det primært Peter Handby, der arbejder med selve bordene, mens Heine Graugaard Krog står for at afsøge markedet for planker og købe træstammerne. Det er både egetræ, valnøddetræ, ask, ahorn og flere andre træsorter.

- Vi får ikke træet fra én bestemt leverandør. Jeg bruger rigtigt meget internettet, og jeg er medlem af nogle facebookgrupper, og jeg tjekker tit Den Blå Avis. Derudover har jeg fire-fem steder, hvor jeg har den aftale, at når de får træ hjem fra deres leverandører, så ringer de til mig som en af de første. Så kører jeg med det samme afsted for at se på plankerne, fortæller Heine Graugaard Krog.

De er i dag to i virksomheden.
De er i dag to i virksomheden.
Foto: BB Medier

Kvalitet er vigtigere end kvantitet

Lige nu har WoodWolf 24 borde på bestillingslisten. Det svarer tiI, at Heine Graugaard Krog sælger fire til fem borde om måneden. Et plankebord koster op til 25.000 kroner, og ifølge Heine er kunderne villige til at betale prisen, fordi de ved, at kvaliteten er i top.

Heine har heller ikke store planer om at udvide WoodWolf, da han netop vægter kvalitet højere end kvantitet:

- Hvis man har det godt med det man laver, tjener gode penge og synes, det er rart at gå på arbejde, så betyder det mere end pengene, afslutter Heine Graugaard Krog.