Henry Sørensen strikker tæpper til Røde Kors

Sammen med mere end 5000 frivillige strikker Henry Sørensen fra Sjørup tæpper til Røde Kors.

Henry Sørensen fra Sjørup har strikket 17 tæpper på fire år.
Henry Sørensen fra Sjørup har strikket 17 tæpper på fire år.
Foto: Christian Toft Bro

Han startede med at strikke for fire år siden. Dengang var han 88 år. Nu er han de fire år ældre, Henry Sørensen fra Sjørup, og han har nu strikket sytten tæpper.

Henry Sørensen er en af mere end 5000 frivillige, der hvert år strikker og nørkler til Røde Kors. Tæpperne, han laver, er på en kvadratmeter, og der går omkring 800 gram garn på sådan et.

- Jeg kan ikke få garn nok til at lave dem, siger Henry Sørensen.

Henry Sørensen hører musik, når han strikker. Helst klassisk og gerne meget højt.

- Hjernen slapper fuldstændigt af. Konen kan godt gå og skælde ud. Det hører jeg slet ikke, siger Henry Sørensen.

Og lidt skæld ud kan det godt blive til. For Henry bruger rigtigt meget tid på at strikke.

- Nu tror han ikke, han kan andet end at strikke. Det er da lidt træls. Jeg kunne godt finde noget til ham at lave, siger Anna Sørensen.

Men selvom Anna Sørensen gerne vil have, at Henry laver noget andet end gang imellem, får hun også selv tid til at strikke. Men ikke i helt samme tempo, mener Henry Sørensen.

- Hun er ikke lige så hurtig som mig. Men nogle gange bliver mit også noget hæffelværk. Hæffelværk? Ja, noget, der ikke ser så godt ud, siger Henry Sørensen, der nogle gange bliver nødt til at trevle sit strikketøj op, hvis der er blevet tabt for mange masker. 

I et tæppe på en meter er der fem strimler. Hver strimmel tager fire dage at lave.

2:11
17 er det blevet til. På de fire år han har strikket. Tæpperne går til Røde Kors, der på landsplan har flere end 5.000 af Henrys slags.