Indbrudstyve prøvede at bestikke ejer med 130 kroner

Manden kom hjem, mens tyvene var ved at tømme hans lade.

Politiet fik hurtigt stoppet de forhandlingsparate indbrudstyve.
Politiet fik hurtigt stoppet de forhandlingsparate indbrudstyve.
Foto: Flemming Christensen

130 kroner og så snakker vi ikke mere om det. 

Den handel forsøgte to indbrudstyve at indgå med ejeren af en landejendom i Havredal tæt ved Karup, da de onsdag eftermiddag blev taget i at stjæle fra en lade.

Manden var kommet hjem til, at der lå ting ude foran hans lade, og ud kom de to tyve, der havde planer om at tage mandens ting med sig. 

- Det endte i en ophedet samtale mellem parterne. De to tyve tilbød manden 130 kroner for ikke at sige noget og løb så hen til deres bil og kørte væk, siger Henrik Hansen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg. 

Ejeren af landejendommen tog imod pengene, men tyvene fik ikke meget for dem. For manden nåede at notere både biltype og nummerplade, hvorefter han kontaktede politiet. 

Jagtgevær og narko

Tyvene, der er fra Trekantområdet, kørte mod syd - de nåede dog ikke langt.

For 23 minutter efter anmeldelsen blev de bragt til standsning af en patrulje fra lokalpolitiet i Silkeborg. 

- De kunne så konstatere, at bilen var fuld af koster fra et andet indbrud. Deriblandt en computer, overvågningsudstyr og noget værktøj, siger Henrik Hansen. 

Men de to personer i bilen slipper ikke bare med en sigtelse for de to indbrud.

Særligt for den 43-årige fører af bilen blev listen over sigtelser pludselig ret lang.

- Bilen havde en tysk nummerplade, men var ikke indregistreret eller forsikret. Det bliver føreren sigtet for. Derudover var han også påvirket af narko, han har ikke førerret, han havde lidt narko i lommen og så fandt patruljen også et jagtgevær i bagagerummet, der ikke er registreret, fortæller politiassistenten. 

Med i bilen var også en 42-årig mand, der foruden medvirken i de to indbrud, bar rundt på 1,6 gram hash.