Laura er "Årets Øko-elev": Er med til at tiltrække unge til faget

Laura Cecilie Torp Søgaard er "Årets Øko-elev 2022". Det er hun blandt andet, fordi hun er med til at tiltrække nye unge landmænd.

1:37
Laura Cecilie Torp Søgaard er god til at passe køer. Faktisk er hun så god, at hun for nylig blev kåret som årets øko-elev af Landbrug og Fødevarer. Især fordi hun via Instagram har gjort en indsats for at gøre økologisk landbrug attraktivt for unge.
Foto: Jonathan Bentholm

Hvert år uddeler Landbrug & Fødevarer en titel for at hylde unge, der brænder for den økologiske produktion.

Og det gør 20-årige Laura Cecilie Torp Søgaard fra Stoholm – så meget, at det i år er hende, der er løbet med titlen som ”Årets Øko-elev 2022.”

- Jeg var meget beæret og selvfølgelig stolt over, at jeg fik lov at vinde den. Det havde jeg slet ikke regnet med, så det var virkelig stort, og jeg var meget meget glad, siger hun.

Den unge øko-elev er i gang med sin landmandsuddannelse på Asmildkloster Landbrugsskole, og lige for tiden er hun i praktik hos Tastum Jersey ved Skive, der leverer mælk til Thise Mejeri. 

Et arbejde hun er helt vild med. 

- Det betyder jo alt, at man glæder sig til at gå på arbejde hver dag. Så har man det jo godt, i det man laver, siger hun.

- Jeg har altid haft dyr omkring mig, og jeg elsker dyr, så det var meget naturligt for mig, at jeg skulle arbejde med dyr også.

Deler ud af livet som ung landmand

Siden foråret har øko-landmanden drevet Instagram-profilen @derforlandmand sammen med fem andre unge landmænd. 

Det er Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der står bag profilen, og netop det indhold Laura Cecilie Torp Søgaards har delt på den, er en del af grunden til, at hun har kunnet hive sejren som Årets Øko-elev hjem.

Laura Cecilie Torp Søgaard synes, det er spændende og udfordrende at dele ud af sit arbejde.
Laura Cecilie Torp Søgaard synes, det er spændende og udfordrende at dele ud af sit arbejde.
Foto: Jonathan Bentholm

På Instagram-profilen tager den unge landmand følgerne med i hverdagen i kostalden, hvor hun deler ud af fakta om køerne og livet som landmand generelt.

- Og hvorfor det er megafedt at være økologisk landmand, siger hun.

Det gør hun for at tiltrække andre unge mennesker til faget og for at sikre det økologiske landbrug i fremtiden.

- Det er megavigtigt, for hvert år stiger gennemsnitsalderen på en landmand med ét år, og det vil sige, at vi ikke får nogen nye unge landmænd ind i faget. Og hvis ikke der kommer nogle nye unge til at overtage - jamen så får vi jo et problem, når vi skal have mad på bordet tre gange om dagen, siger Laura Cecilie Torp Søgaard.

0:30
Det er blandt andet videoer som denne, Laura Cecilie Torp Søgaard deler på Instagram.

Den unge prisvinder er ikke helt afklaret med, hvad fremtidsdrømmene er endnu. Hun ved dog, at hun skal til udlandet næste år for at arbejde med køer - og så er hun sikker på, at dyr også vil være en del af hendes arbejdsliv i fremtiden.

- Om det så bliver som landmand, det er jeg faktisk ikke helt sikker på. Jeg går lidt med drømmen om måske at læse videre til dyrlæge, men det er jo også lige en tur til København i fem år. Så jeg skal lige mærke efter nede i maven, hvad det skal være.

Det er fjerde gang "Årets Øko-elev" er blevet kåret, og i år var 14 elever nomineret. Med titlen følger - ud over æren - en præmie på 5.000 kr.