Lejlighed udbrændt: 22 mennesker er evakueret
Beboerne i et lejlighedskompleks i Viborg skal genhuses efter en større brand.
Alle beboere i lejlighedskomplekset på Stadion Alle 5 i Viborg er blevet evakueret.
Det sker efter, at en af lejlighederne er brændt ud, oplyser indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Vagn Erik Jensen.
- Da vi ankom til adressen, var der en rude, der sprang, og så stod der flammer ud af lejligheden, fortæller han.
Ifølge indsatslederen var beboeren i lejligheden, og andre fra lejlighedskomplekset, kommet ud af bygningen, hvorefter tre blev kørt til tjek for røgforgiftning på sygehuset.
Brandfolkene gik ind i alle lejligheder for at tjekke, at alle beboere var kommet ud fra bygningen.
- Alle beboere i komplekset skal genhuses, fordi der er røg- og sodskader, fortæller Vagn Erik Jensen og tilføjer, at skadeservice nu skal se på sagen.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum oplyser, at der er tale om i alt 22 beboere, der er blevet evakueret.
- På nuværende tidspunkt er brandårsagen ukendt, og det bliver nok først engang i næste uge, at vi kan sige mere om den, siger vagtchefen lørdag morgen.
Brandvæsenet modtog anmeldelsen om branden klokken 23.25.