Lucas' læge har klaget over medicinafslag: - Det kan invalidere hans liv
Overlæge med speciale i børn med overvægt frygter ødelæggende konsekvenser af, at regionen har givet afslag på medicin til 16-årig med sjælden genfejl.
Det vil være ødelæggende for 16-årige Lucas Thomsen fra Bjerregrav at skulle undvære den medicin, der de seneste tre år har hjulpet ham til et normalt liv.
Det mener overlæge Jens-Christian Holm, der har speciale i børn med overvægt, på Holbæk Sygehus, og som er den læge, Lucas er tilknyttet i Danmark.
Det er ham, der har sendt ansøgningen til Region Midtjylland på Setmelanotide, som er den medicin, Lucas har brug for, hvis ikke hans sultfølelse skal få overtaget i hans liv igen.
Medicinsk forsøg slutter i morgen
Indtil nu har Lucas fået medicinen gennem et medicinsk forsøg, der er foregået i Tyskland. Men da medicinen nu er godkendt i EU er forsøget afsluttet og fra i morgen, mandag, overgår Lucas igen til det danske sundhedsvæsen.
Medicinen koster cirka to millioner kroner om året og med henvisning til prisen og manglende evidens for virkningen, har Region Midtjylland givet afslag på ansøgningen til Lucas.
Det overrasker Jens-Christian Holm, for han mener, det kan være ødelæggende for Lucas at undvære medicinen.
- Det er ikke et spørgsmål, om han (Lucas, red.) kan styre sin sult, fordi selvfølgelig kan han ikke det. Hele hjernen er skruet sammen på en måde, så når man mangler det stof, som Lucas gør, så vil man tænke på mad 24/7.
- Og lige præcist den pointe mener jeg ikke er særlig godt forstået (hos regionen, red.) Og det mener jeg, kan fuldstændig invalidere hans liv. Både, den måde han lever på, men også på grund af de konsekvenser som den her øgede grad af overvægt vil medføre det næste hele, halvandet år, pointerer Jens-Christian Holm.
Jens-Christian Holm har nu sendt en indsigelse afsted til Region Midtjylland.
På TV MIDTVEST Play har vi flere indslag og udsendelser med og om Lucas:
På TV2 Play kan man finde dokumentaren "Lucas - drengen med den evige sult".