Mette fra Viborg skriver for millioner af læsere - nu bliver hun hædret af sin hjemby

Den unge viborgenser har med årenes løb fået millioner af fans i USA. For nylig fik hun en pris i sin hjemby.

4:35
Mette Peleikis debuterede som online forfatter i 2015.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Det er ikke til at se på 27-årige Mette Peleikis, men bag brillerne og tørklædet gemmer der sig en vaskeægte succesforfatter. 

Mere end 100 millioner gange er hendes tekster blevet læst, når læserne har swipet og trykket sig igennem viborgenserens engelske tekster på deres mobiler. 

- Det er stort tal. Det kan man næsten ikke forholde sig til.

- Man føler sig meget set, men samtidig meget lille, fortæller hun fra sit kontor i domkirkebyen. 

Hun betegner sig selv som online forfatter og skriver hovedsageligt tekster til smartphones og tablets, hvor historierne oftest kredser sig om romantik. 

Mette Peleikis sammenligner selv sine skriverier med børnebøger som eksempelvis bog-serien 'Choose Your Own Adventure', hvor læserne selv sammensatte historien ved at bladre til forskellige valgmuligheder. 

Nu er hendes succes også blevet bemærket i Viborg. For nylig vandt hun prisen 'Årets Viborg Talent', der bliver givet en ung person tilknyttet en uddannelse og/eller ansat i en virksomhed beliggende i Viborg Kommune.

- Det er en kæmpe ære. Jeg er meget ydmyg, siger hun. 

Vil droppe 'online'

Forfatterens rejse har været lang og alt andet end lige. 

Hun fik sin debut i 2015. Den gang kæmpede hun mod en depression, som var opstået på baggrund af den angst, hun har levet med siden, hun var seks år gammel. 

- Det har været terapeutisk at være optaget af noget andet. Det har givet mig selvtillid at få en følgerskare. Det har været med til at definere mig som en person, der kan andet end at have angst, siger Mette Peleikis i dag.

Mette Peleikis har blandt andet skrevet historien til spillet her, hvor brugerne bliver præsenteret for to valgmuligheder.
Mette Peleikis har blandt andet skrevet historien til spillet her, hvor brugerne bliver præsenteret for to valgmuligheder.
Foto: Screendump

Senest har hun skrevet under på en kontrakt med legetøjsgiganten Mattel, der står bag figurene fra Barbie-universet og kortspillet Uno. Her arbejder hun med at skrive historien til et kommende mobilspil.

- Jeg tillader mig at drømme stort. Jeg har ikke vist verden det bedste endnu, lyder det selvsikkert, men med en hvis ydmyghed fra den unge forfatter. 

For nylig satte hun det sidste punktum i sin debutroman, som hun regner med at få udgivet. På sigt regner hun med helt at strege 'online' fra sin titel. 

- Det er lidt finere at skrive på papir, smiler hun.

27:55
Mette Peleikis gæstede i 2018 programmet 'Ugens gæst' til en snak om sin sygemelding og vejen til forfatterlivet.