Nu kan du abonnere på en ny bil
Som noget nyt kan man nu også abonnere på en ny bil i stil med abonnementer på aviser, mobiltelefoner og tv-pakker.
Vi kender abonnementer på aviser, mobiltelefoner og tv-pakker, men nu kan man også tegne et abonnement på en ny bil.
Initiativet har kun eksisteret i halvanden uge, men flere midt- og vestjyder har allerede taget den nye mulighed til sig og har valgt at abonnere på bilen på månedsbasis frem for at lease eller eje den.
- Vi har vænnet os til, at man ikke længere har dvd'er, nu har man et Netflix-abonnement. Cd'erne er også erstattet af Spotify, så vi tænkte på, hvordan man egentlig har bil om fem år, og så kom vi til at tænke på et koncept a la det her, hvor man kan abonnere, siger Peter True, administrerende direktør hos bilabonnement.dk.
Den nye mulighed for at abonnere på biler minder om leasing som de seneste år er blevet mere og mere populært. Men hvor leasing binder kunden i et til tre år binder man sig ved et bilabonnement kun i tre måneder og kan herefter opsige det med en måneds varsel, og det tiltaler ifølge virksomheden bag flere og flere.
- Vi kan se, interessen er der. Folk vil gerne have denne her fleksibilitet, den faste gennemskuelige pris, fordi det gør det nemt og simpelt. Så vi tror på, det er noget, der vil vokse i markedet, siger Peter True.
Giver nye kunder
Den faste abonnementspris inkluderer grøn ejerafgift, service og forsikring, og man kan efter bindingsperioden skifte til en større eller mindre bil efter behov.
Eksempelvis koster en Citroen C3 med en begrænsning på 25.000 km årligt knap 3300 kr. om måneden.
- Det lød bare som en helt fantastisk ide, så man kan få en ny bil uden at gå ud og låne en masse penge. Alt er inkluderet. Du skal ikke tænke på andet end at putte benzin på bilen. Og så tænker jeg, at som alenemor at skulle ud og låne penge til en ny bil, det spiller ikke rigtig med banken og sådan, og det vil jeg egentlig også helst være fri for, siger Jane Sørensen fra Hobro, der netop har tegnet abonnement på en Citroen C3.
Med bilabonnementet foregår alt via nettet, og forhandlerne fungerer kun som service- og udleveringspunkt. Men de frygter ikke at den nye abonnementsordning vil gøre det sværere for dem at sælge biler.
- Det kan ikke undgås, at der er en kunde der i forvejen skifter over på det her. Men vi tror på, det er nogle nye kunder, vi fanger ved kun at henvende os på nettet igennem bilabonnement, siger Poul Bojsen, indehaver af Bojsen Biler i Viborg.
Interessen for det nye bilabonnement har været så stor at flere modeller allerede er udsolgt. Der kommer dog snart flere på lager.