Ny splittelse i gammel strid om Tange Sø: Lokale lystfiskere vil nu gerne bevare søen

De lokale lystfiskere har ombestemt sig, mens sportsfiskerforbundet holder fast i at sløjfe søen. Mandag blev en alliance om bevarelsen af Tange Sø præsenteret.

2:18
Mandag blev en historisk alliance præsenteret. De, der længe har ønsket at sløjfe Tange Sø, har fundet fælles fodslag med dem, der gerne vil bevare den. Og det vækker modstand.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

I mere end 25 år har de stredes om Tange Sø mellem Bjerringbro og Kjellerup. Groft sagt ville de lokale bevare den, mens lystfiskerne ville have den sløjfet. Så laksen kunne vandre frit i Gudenåen.

Men nu har de lokale lystfiskere ændret mening og indgået en alliance med dem, der gerne vil bevare søen.

- Vi vil rigtig gerne være med til at snakke løsninger og bygge bro. Vi er træt af at grave grøfter, siger Casper Pedersen, der er formand for Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, til TV MIDTVEST.

Alliancen blev mandag præsenteret ved bredden af Tange Sø.

- Vi har ikke talt sammen i mange år, men det gør vi nu. Det sender et fantastisk signal til politikerne, og jeg er sikker på, at ministeren reagerer positivt på det, forklarer formand Jarl Gorridsen fra Foreningen til Bevarelse af Tange Sø.

Den fælles løsning er, at søen bevares, mens Gudenåen føres uden om i et stort omløb, hvor fiskene kan vandre frit. Men det er kun de lokale fiskere, der er med på den.

Hele landets lystfiskerformand er imod alliancen

Torben Kaas er formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Han deler ikke de lokale lystfiskeres opbakning til søens bevarelse.

- Det betyder, at vi har forspildt muligheden for at komme med en fælles løsning til ministeren, slår han fast.

Med etableringen af Tangeværket blev søen til for cirka 100 år siden. Men den skal tømmes, mener lystfiskerne på landsplan.

De lokale holder dog fast.

- Det er tid til at snakke sammen nu og få lavet noget, som alle kan være i, afslutter Casper Pedersen.

I næste uge afleverer en arbejdsgruppe sine anbefalinger til miljøminister Lea Wermelin (S).