Ole Vorre er igen i politiets søgelys: - Det er en rystende måde, de håndterer deres besøg på

Fødevarestyrelsen var 7. februar talstærkt til stede ved Løvel nord for Viborg. Det kommer der nu flere politianmeldelser ud af.

Ole Vorre er blevet politianmeldt igen.
Ole Vorre er blevet politianmeldt igen.
Foto: Claus Klok, TV MIDTVEST

10 ansatte fra Fødevarestyrelsen var til stede, da styrelsen var på tilsyn ved Ole Vorres fuglebesætning i Løvel nord for Viborg. Tilsynet har nu resulteret i en række politianmeldelser.

- Vi har konstateret, at der blandt andet er regler omkring smittebeskyttelse og regler omkring fugleinfluenza, som ikke er blevet overholdt, siger Flemming Kure Marker, der er veterinærchef fra Fødevarestyrelsens Veterinær Nord-afdeling.

Ole Vorre har siden besøget haft mulighed for at kommentere på det, Fødevarestyrelsen konstaterede ved besætningen, og det har ejeren valgt at gøre.

- Det har dog ikke givet anledning til ændringer i sagen. Derfor sagsbehandler vi nu videre, inden vi sender politianmeldelserne til politiet, siger Flemming Kure Marker.

Ole Vorre selv er dog langt fra tilfreds med Fødevarestyrelsens håndtering ved de tilsyn, de har foretaget ved ham.

- Det er en rystende måde, de håndterer deres besøg på. Det er godt, at de er der, men de skal virkelig sørge for at gøre det ordentligt, siger Ole Vorre og tilføjer:

- Det giver ingen mening, den måde de fortager det på i dag. Fødevarestyrelsen gør det hele meget værre med måden, de bruger beskyttelse på, når de er her.

Den kritik er Flemming Kure Marker dog ikke enig i. Ifølge ham har Fødevarestyrelsen overholdt både påkrævet påklædning, tøj- og skoskift og besøgsrækkefølge.

- Vi har således benyttet de smittebeskyttelsesforanstaltninger, som vi skal, slår veterinærchefen fast.

I alt var der 7. februar tilsyn på fire forskellige matrikler omkring Løvel.