Pensionsalderen stiger: Håndværkere frygter at slide sig selv ned, før de kan gå på pension

Levealderen stiger, og det samme gør pensionsalderen. Men for folk med fysisk krævende arbejde virker udsigten til en pensionsalder midt i 70'erne urealistisk.

Johnny Axelsen, Anders Kristensen og Jannik Petersen bliver alle ramt af den forhøjede pensionsalder.
Johnny Axelsen, Anders Kristensen og Jannik Petersen bliver alle ramt af den forhøjede pensionsalder.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

De fleste af os kommer til at skulle arbejde længere, inden vi kan gå på pension.

I første omgang har politikerne hævet pensionsalderen fra 65 år til 65,5 år, og herefter stiger den gradvist. Det betyder, at danskere, som i dag er i begyndelsen af 20'erne, først kan gå på pension, når de er midt i 70'erne.

Tidligere på ugen kom Socialdemokraterne med et forslag om, at folk med fysisk opslidende arbejde skal have mulighed for at gå tidligere på pension , og det har fået diskussionen om vores pensionsalder til at blusse op.

Håndværkere ser problemer med høj pensionsalder

På en byggeplads i Hald Ege ved Viborg er folkepensionen blevet det helt store samtaleemne for alle aldersgrupper. 60-årige Johnny Axelsen skal vente til han er 67 år, før kan kan pensioneres fra sit arbejde som tømrer.

- Jeg synes, det er længe. Når vi når op i den alder, så bliver der både noget med sikkerheden og andre ting. Vi reagerer jo ikke lige så hurtigt som dem, der er 20 år og kan springe rundt som en lækat. Jeg kan da godt mærke det i kroppen om morgenen. Som jeg siger til min kone; den morgen jeg ikke kan mærke, at jeg har ondt i ryggen, når jeg står op, så er jeg jo nok død, siger han.

Hans bekymring over pensionsalderen vækker genklang hos Dansk Byggeri, hvor man frygter, at den højere pensionsalder vil slide håndværkere op på stribe.

- Mange af de folk vi har ansat rundt omkring har knoklet hele deres liv og virkelig brugt deres arme og ben. De kan ikke holde til at arbejde så længe  - det kan de ikke, sige Niels Hansen, der er formand for den midt- og vestjyske lokalafdeling af Dansk Byggeri.

0:45
Johnny Axelsen er 60 år gammel, og kan dermed gå på pension om 7 år.

Fysisk arbejde slider på kroppen

Blandt de yngre håndværkere på byggepladsen i Hald Ege er 20-årige Jannik Petersen. Hvis forudsigelserne om fremtidens folkepensionsalder holder stik, så skal han arbejde, indtil han er 74,5 år gammel.

- Det bliver da et problem. Man kan ikke følge med mere i den alder. Ikke når det er sådan noget fysisk arbejde, siger Jannik Petersen.

Han mener, at arbejdet som tømrer slider meget på kroppen sammenlignet med eksempelvis kontorarbejde.

- Man slider kroppen meget, når man har sådan et fysisk krævende arbejde, og jeg tror ikke, jeg kan holde til at skulle arbejde så længe som tømrer, siger den 20-årige håndværker, der kan se frem til over 54 år mere på arbejdsmarkedet.

0:34
20-årige Jannik Petersen har stadig over 54 år tilbage på arbejdsmarkedet. Han kan sandsynligvis først gå på pension, når han er 74,5 år gammel.

Ung tømrerlærling: Der skal ske nogle ændringer

22-årige Anders Kristensen er ligesom Jannik Petersen tømrerlærling, og også hans pensionsalder ligger på 74,5 år. Lige nu har han svært ved at overskue, om han kan holde til jobbet så længe.

- Det afhænger nok meget af, hvad fremtiden bringer af hjælpemidler til os. Der er jo ingen, der ved, om vi i fremtiden selv skal lave arbejdet på samme måde, som vi gør nu, men som det er nu, tror jeg, det er for lang tid. Der skal ske nogle ændringer inden for arbejdsforhold og miljø, siger Anders Kristensen.

0:41
Anders Kristensen på 22 år har en pensionsalder på 74,5 år. Han tør ikke love, at han kan holde til at være tømrer så mange år.

Nødvendigt at hæve pensionsalderen

Fra politisk side er forklaringen på den gradvist stigede pensionsalder, at det er nødvendigt, fordi vi bliver ældre og ældre. Alene siden år 2000 er levealderen steget med 4,5 år for mænd og 3,8 år for kvinder, så den nu er på henholdsvis 78,8 år for mænd og 82,8 år for kvinder.

Det fik politikerne til at handle tilbage i 2006 med en velfærdsaftale, der blev bredt vedtaget af Folketinget. Og det er den aftale, der nu er begyndt at få betydning for danskernes pensionsalder.

- Det er jo super positivt, at vi allesammen lever længere, men når vi lever længere, så er vi også nødt til at arbejde længere. Ellers er der ikke råd til at finansiere skoler, ældrepleje og hospitaler, siger Torsten Schack Pedersen, der er erhvervsordfører for Venstre.

Johnny Axelsen kan godt forstå nødvendigheden af at hæve pensionsalderen for at få samfundet til at hænge sammen, men han synes alligevel, politikerne er gået for vidt.

- Vil de gerne ud og arbejde de sidste 15 år af deres liv og gå og knokle på et tag, så synes jeg,  det er fair nok. Men skal det også gælde for os, som har gået udenfor og knoklet og tjent penge til dem derovre på Borgen, spørger han.