Politi lukker sag om skamferede heste

Politiet kan ikke dokumentere, at der er sket noget strafbart.

Politiet har lukket sagen om de skamferede heste.
Politiet har lukket sagen om de skamferede heste.
Foto: Privatfoto

Hesteejer Christina Johansen kommer formodentlig aldrig til at blive klogere på, hvorfor hesten Nissen manglede pelsen ned til huden på inderlåret og benet. 

Efter omkring to ugers efterforskning har Midt- og Vestjylland nu afsluttet sagen fra Klejtrup i Viborg Kommune.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag, hvor man konkluderer, at der ikke er mistanke om dyremishandling.

Dermed er der ikke grundlag for et retsligt efterspil, vurderer politiet.

- De (politiet, red.) har taget alle de spor, de kan. Men det ville være rart at komme videre, lyder det fra hesteejeren, Christina Johansen.

Manglede man og pels

21. februar blev hun opmærksom på, at hestene Nissen og Yoggy manglede totter af deres hale, man og pande.

Derudover manglede pelsen ned til huden på inderlåret og benet på Nissen.

På det tidspunkt var Christina Johansen overbevist om, at en "psykopat-type" havde skamferet hestene.

Politiet mener ikke, at man kan dokumentere, at hestene er blevet skamferet af en gerningsmand.

- Midt- og Vestjyllands Politi kan ikke med sikkerhed fastslå hvordan skaderne er opstået.

- Skadernes omfang og placering er forenelige med, hvad der ses i forbindelse med normal hesteadfærd og i forbindelse med uheld under udøvelse af denne adfærd, lyder det i pressemeddelelsen.

Christina Johansen (t.h.) vil sammen med veninden Anna Jæger Rasmussen holde godt øje med hestene.
Christina Johansen (t.h.) vil sammen med veninden Anna Jæger Rasmussen holde godt øje med hestene.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Christina Johansen fortæller, at den embedsdyrlæge, der har undersøgte hestene og folden, ikke har fundet et sted, hvor hestene kunne have pådraget sig de skader, der er opstået.

Den midtjyske hesteejer fortæller, at hun fremover vil være ekstra opmærksom på hestene.

- Vi håber, det var en engangsforestilling, slutter hun.