Politibetjent frikendes for embedsmisbrug

I dag er der faldet dom i sagen om betjenten, der var anklaget for blandt andet at opfordre sine kolleger til at gå hårdt efter to bestemt personer.

Politiemblem på ærme neutral
Foto: Flemming Christensen

En betjent fra Midt- og Vestjyllands Politi er i dag blevet frikendt for en anklage om embedsmisbrug.

Det hele startede, da to mænd i 2016 oprettede en falsk bordelannonce i en betjents navn og adresse på hjemmesiden annoncelight.dk. Kun en af de to blev dog dømt for annoncen. 

Det var en slags hævn, fordi de ad flere omgange var blevet anholdt af betjenten og blandt andet sigtet for narko, som betjenten senere anmeldte dem for.

Efter anmeldelsen sendte han en mail til nogle kolleger, hvor han lovede kage, hver gang en af de to, der er kendte i narkomiljøet, blev snuppet. Senere sendte han også en mail til en kollega, der indeholdt en opfordring om at "de to skal ransages og visiteres helt i bund oralt, analt og i urinrøret." I retten forklarede betjenten, at der var tale om jokes, og at den slags humor ikke er unormal mellem kollegerne.

Betjenten med 13 år erfaring var herudover også tiltalt for, ved flere lejligheder, at have logget ind på politiets system og søge oplysninger om de to unge mænd og deres familier.

Derfor blev han anmeldt for embedsmisbrug. Han er i dag blevet frikendt af retten i Viborg.

Kan ikke bevises

Af begrundelsen for dommen fremgår det blandt andet, at det ikke kan bevises, at betjenten foretog flere søgninger i politiets system uden for relation til politiarbejdet, da de to er kendte i narkomiljøet.

Det fremgår samtidigt også, at retten har vurderet, at der var tale om grov humor blandt betjentene. Betjenten er derfor frikendt i alle tilfælde.

2:01
Indslag om sagen fra tidligere på ugen. 
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST