Politisk flertal: Væk med sparekrav til uddannelser
Et flertal uden om regeringen vil fjerne det sparekrav, som siden 2016 har presset erhvervsskoler og gymnasier.
Hvert år bliver der savet et hjørne af økonomien på Mercantec i Viborg, og der er snart ikke mere tilbage at save i.
- Det bliver klart værre år for år, og vi er nu så langt nede, at hver eneste krone gør ondt, siger Kirsten Holmgaard, der er direktør på skolen, som både rummer erhvervsskole og ungdomsuddannelser.
Mercantec i Viborg skal som alle andre aflevere to procent af sine penge til et særligt omprioriteringsbidrag hvert år. Samtidig presser politikerne på for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.
- Det matcher dårligt. Det gør absolut ikke kvaliteten af vores uddannelser bedre, siger Kirsten Holmgaard.
Politisk flertal for en afskaffelse
Den konklusion har de også nået hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Partiet vil nu have sparekravet til erhvervsskolerne udraderet.
- Dansk Folkepartis klare mål og håb her i efteråret, er at vi får fjernet det her omprioriteringsbidrag på erhvervsskolerne. Tiden er løbet fra det, og det giver ikke så meget mening mere, siger folketingsmedlem Dennis Flydtkjær (DF) fra Herning.
Også socialdemokraterne vil af med sparekravet, der er tænkt som uddannelsernes bidrag til en offentlig slankekur.
- Man har altid skullet finde ud af at drive den offentlige sektor mere og mere effektivt, men sandheden er bare, at på nuværende tidspunkt er vi helt inde og skære i benet på rigtig mange af de mindre uddannelsessteder, som vi har mange af i vores del af landet, siger folketingsmedlem Simon Kollerup (S) fra Thisted.
Dermed tegner der sig et flertal uden om regeringen for at løsne sparegrebet om uddannelserne ved de forestående forhandlinger om næste års finanslov.
- Jeg tror, vi får en fornuftig diskussion om finansloven, og jeg tror også, vi finder en løsning på det her. Mest sandsynligt tror jeg det ender med, at erhvervsskolerne ikke kommer til at få den her besparelse, siger Dennis Flydtkjær.
Flere penge på vej
Også LO og Dansk Arbejdsgiverforening gik i dag ud med en fælles opfordring til at afskaffe to procentskravet og tilmed give erhvervsskolerne flere penge de næste fire år.
- Jeg tør næsten ikke håbe på det. Jeg håber bare, at de besparelser, der nu er indbygget, bliver rullet tilbage, siger Kirsten Holmgaard fra Mercantec i Viborg.
TV MIDTVEST har i dag uden held forsøgt at få en kommentar fra undervisningsminister Merete Riisager.