PostNord Danmark Rundt: ColoQuick med i udbrud
På anden etape af Danmark Rundt har Skive-holdet, ColoQuick Cycling, markeret sig fra start. Holdet har en mand med i udbrud.
Anden etape af PostNord Danmark Rundt blev torsdag klokken 12:50 skudt i gang på Domkirkepladsen i Viborg. Efter 20 minutter blev løbet givet frit ved Hald Ege.
I skrivende stund er fem mand i udbrud - heriblandt Steffen Munk fra ColoQuick Cykling. Også Chris Anker Sørensen fra Riwal CeracmicSpeed sidder med i gruppen. Det er hans syvende deltagelse i Danmark Rundt og også det sidste, har han meldt ud.
Løbet går fra Viborg til Vejle på en 172 km lang strækning. Undervejs kommer rytterne igennem Kjellerup, Silkeborg, Svejbæk, Ry, Yding Skovhøj, Lund, Uldum, Grejsdalen, Hopballe, Skibet og Vejle.
Her afsluttes der med 3 omgange á 5,7 km. Forventet ankomst til rundstrækning er kl. 16:45.
Opløbet på Koldingvej i Vejle sker ca. kl. 17:20.
Inden løbsstart var der paradekørsel i Viborg, hvor masser af tilskuere var mødt frem for at se rytterne og opleve stemningen.
Der er fem etaper i løbet, som slutter søndag på Frederiksberg i København.