Regeringen vil tilbyde flere isolation: I Viborg har de løsningen klar
Kommunale isolationsboliger har længe været en mulighed i Viborg. De har bare kun været brugt én gang, men det tror de, at regeringens udmeldning kan lave om på.
Normalt bliver den brugt til studiebolig, men lige nu har den lille lejlighed i Viborg på 25 kvadratmeter et helt andet formål. Kommunal isolation af mulige corona-smittede.
I sidste uge sad en 39-årig mand her i tre døgn helt alene, mens han afventede svaret på sin coronatest, fordi hans hustru har en kronisk sygdom og dermed er i risikogruppen.
- Jeg kan kun forestille mig, at det er en belastning at sidde her i tre dage. Som udgangspunkt skal de blive i boligen, de må ikke forlade den, siger afdelingsleder Henrik Ravn fra Viborg Kommune om forholdene i det lille rum.
Den mulighed for at isolere sig uden for eget hjem ved mistanke om coronasmitte skal flere i Danmark nu kunne gøre brug af. Derfor pålægger regeringen landets kommuner, at de ligesom Viborg skal stille isolationssteder til rådighed.
- Der vil man kunne få et frivilligt tilbud om isolation uden for eget hjem, hvis man er testet positiv eller vurderer, at man har brug for det, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde tirsdag formiddag.
I samarbejde med boligselskabet Sct. Jørgen råder Viborg kommune nu over 15 af den slags boliger. Det er godt nok kun blevet til den ene omgang isolation indtil videre, men det tænker de, at regeringens udmelding vil lave om på.
- Den strategi, der er lagt ud fra regeringens side med hurtig opsporing og hurtigere muligheder for isolation, så tænker vi i hvert fald, at behovet kan opstå.
Svaret på testen var negativt, og efter tre døgn kunne manden forlade sin selvvalgte isolation og tage hjem.