Salget vokser hos Grundfos - men råvarer og valuta koster dyrt
Omsætningen stiger hos Grundfos, men indtjeningen følger ikke med i samme takt.
Dyrere råvarer og ugunstige valutakurser koster på bundlinjen hos pumpekoncernen Grundfos i første halvår, hvor resultatet faldt i forhold til samme periode som sidste år.
Det sker, selv om omsætningen samtidig stiger. Det viser regnskabstal, som selskabet har offentliggjort.
- Jeg er super glad for, at salget og markedsandelene vokser. Det er det højeste rigtig længe. Det er på trods af, at vi har vidst i nogle måneder, at råvarepriserne har været stærkt stigende. Det tager vi med stoisk ro, så det er ikke noget, der lige får pulsen op, siger administrerende direktør i Grundfos, Mads Nipper.
Omsætningen steg til 12,8 milliarder kroner mod 12,2 milliarder kroner i første halvdel af 2017.
Resultat før skat faldt derimod til 964 millioner kroner mod knap 1,1 milliard kroner i samme periode 2017.
- Det vigtigste for mig er, at vi signalerer, at det er et bevidst valg med en ret aggressiv markedstilgang. Det ligger lige en lille dæmper på og tager toppen af glæden, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi ikke er ligeglade, siger han.
Det er altså stigende priser på råvarer som stål, kobber og aluminium, som Grundfos bruger i sin produktion, der er med til at trække ned i resultatet.
Valutakurser har også stor effekt hos Grundfos, der sælger sin produkter over hele verden, men aflægger regnskab i danske kroner.
Salget vokser og strategien fortsætter
Salget vokser på de fleste markeder, fremhæver Grundfos. Dog er der især solid vækst i salget til Kina, USA, Storbritannien og Tyskland.
Selv om indtjeningen er presset, understreger Mads Nipper, at Grundfos fortsætter med at føre sin strategi ud i livet. Det betyder fortsat fokus på at vinde globale markedsandele og på investeringer i for eksempel digitalisering af virksomheden.
- Vi ændrer grundlæggende ikke noget på strateigen. Vi vil blive ved med at vokse og sikre markedsandele. Men det er klart, at hvis vi ikke ser, at valuta og råvarepriser gå den anden vej, så kommer vi til at styre det lidt strammere. For vi vil selvfølgelig ikke hen som i de fire år fra 2010 til 2014, hvor indtjeningen gik den forkerte vej, siger han.
Strategien frem mod 2020 præsenterede Mads Nipper selv i 2015, ikke længe efter han trådte til som topchef.
En del af strategiens mål er, at indtjeningen skal styrkes.
/ritzau/