Steffen vågnede op til råb og skrig: - Der var kæmpestore flammer
Natten til lørdag brød der brand i et lejlighedskompleks i Viborg.
Det blev alt andet end en rolig fredag nat for 34-årige Steffen Kirkegaard Bertelsen.
Klokken var lidt over 23, og han var egentlig gået i seng og lå og blundede i sin lejlighed på Stadion Alle 5 i Viborg, men pludselig hørte han skrig fra gaden.
- Jeg vågnede til, at en fra min opgang råbte og skreg på gaden, at der var brand i en lejlighed. Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne lugte og se kæmpestore flammer, fortæller den 34-årige, der straks greb telefonen og ringede til alarmcentralen.
Ifølge Steffen Kirkegaard Bertelsen gik det hurtigt, og han så flere store flammer, og opgangen var helt tilrøget. Alligevel begyndte han at banke på døre i opgangen for at få folk ud.
- Det var en meget ubehagelig situation, men vi kom udenfor og ventede. Nogle fik tæpper omkring sig, og vi fik besked om, at der var åbent i Kasernehallen til os, siger han og tilføjer:
- Hele situationen er træls, det er jo også lige op til en højtid.
22 personer evakueret
Om natten blev Steffen Kirkegaard Bertelsen hentet af sin kammerat, så han kunne sove hos ham, da hans egen lejlighed på Stadion Alle nu er medtaget af røg- og sodskader.
- Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske, jeg har endnu ikke snakket med politiet, siger den 34-årige.
Brandvæsenet modtog anmeldelsen om branden fredag aften klokken 23.25, hvorefter tre blev kørt til tjek på sygehuset for røgforgiftning.
Senere blev i alt 22 personer evakueret, og ni brandfolk arbejdede på adressen i lidt over tre timer.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er brandårsagen endnu ukendt.