Stor dag ved Daubjerg Kalkgruber: 30 kilometer lang vandrerute bliver indviet
God motion, skøn natur, fred og ro eller en god samtale. Der er masser af grunde til at gå lange ture - og nu er en spritny rute klar ved Daubjerg Kalkgruber.
I dag er en dag, som Bent Poulsen har ventet på længe. Han er formand for foreningen Kalkkaminoens Venner, og i dag kunne han endelig indvie vandreruten Kalkkaminoen ved Daubjerg Kalkgruber.
- Der er stort. Det er virkelig stort. Vi har arbejdet i to år for at få det her op at køre, siger Bent Poulsen.
- Kalken gør ruten enestående. Der vokser planter, der er enestående på grund af kalken i undergrunden. Der er mose, der er hede, der er skov, fortsætter han.
Den nye vandretur er 30 kilometer lang, og kan nydes af enhver der kan lide at vandre.
- Meningen er, at det skal være en oplevelsessti, hvor man oplever forskellige former for landskab og får indblik i den lokale kultur og historie, siger formanden for Kalkkaminoens Venner.
- Vi håber på, at der kommer flere vandrere ud i den dejlige natur og et bedre samarbejde mellem de landsbyer, der er på ruten, fortsætter han.
Det samarbejde skal blandt andet bestå af vedligeholdelse af ruten.
Vandring er en trend
Det er faktisk ikke kun i Daugbjerg Kalkgruber, at der fremover forhåbentlig kommer flere vandrere.
Hele landet over har corona gjort gåturer i naturen populært.
- Vi har rigtig stor opbakning til vores stier. Og vi kan se en markant fremgang i interessen. Både på vores hjemmeside og ude lokalt, siger Rasmus Stampe Emborg, der er projektleder hos Spor i Landskabet, der er en del af Landbrug og Fødevarer.
- Det er en tendens, der også var før corona, men der er ingen tvivl om, at den er blevet accelereret af at vi ikke kan rejse så langt, fortsætter han.
Og en af dem, der har taget turen til Daugbjerg Kalkgruber for at være med til at indvie den nye sti er Liva Klausen.
Hun kommer fra Kolding og er en del af Dansk Vandrelaug.
- Det er altid en fornøjelse når tingene udvikler sig. Det er blevet meget moderne at gå, og det er rart at se noget nyt, så derfor er vi kørt herop sydfra for at være med til åbningen, siger hun.
- Det kan give ro. Man kan få og slappe af og komme væk fra bystøj. Hvis man går med nogen, kan det danne de mest fantastiske venskaber, fortsætter hun.