Tilfreds med dom om falsk porno: Retten sender et meget stærkt signal

Den tiltalte i sagen om falske pornobilleder var ikke tidligere straffet. Alligevel fulgte retten anklagerens påtand om en ubetinget fængselsstraf.

1:13
Se et interview med anklager Iben Bøttker her.

Med dagens dom i sagen om falske pornobilleder sender Retten i Viborg et meget klart og vigtigt budskab.

Det fastslår sagens anklager Iben Ernst Bøttker.

Hun er godt tilfreds med, at retten valgte at idømme den 23-årige tiltalte otte måneders ubetinget fængsel - selv om han har det, som man i retten kalder gode personlige forhold.

- Jeg mener, at retten sender et meget, meget stærkt signal om, at det her en en grov forbrydelse, som gør, at man skal have en ubetinget fængselsstraf, siger hun til TV MIDTVEST.

Den 23-årige mand blev dømt for at manipulere en række kvindelige bekendtes Facebook-billeder, så det ser ud, som om de deltager i hård porno.

Flere af de kvindelige ofre var under 18 år, da billederne blev offentliggjort på forskellige pornosider, og den 23-årige blev derfor dømt for børneporno.

Forsvarer: En meget hård dom

Retten besluttede at tildele kvinderne godtgørelser for tort på over 350.000 kroner i alt. Og det er helt på sin plads, mener anklageren.

- De her billeder vil aldrig kunne fjernes fra nettet. Pigerne vil aldrig kunne vide sig sikre på, at en ny fyr eller et familiemedlem ikke har været inde og se de her billeder. Selv om man gør alt, hvad man kan for at få dem fjernet, så ligger de der, og det skal sanktionen også afspejle, siger hun.

Den 23-åriges forsvarer, advokat Peter Nisgaard Brink, mener, den ubetingede straf er en meget hård dom sammenlignet med en afgørelse i en lignende sag.

- Otte måneder er en skærpelse i forhold til dommen fra 2015. Derudover er det udmålt som en ubetinget fængselsstraf til trods for, at tiltalte havde utroligt gode personlige forhold og ikke tidligere var straffet. Så man må sige, at der var tale om en hård straf i enhver henseende, siger han. 

- Betyder det så, at I vil anke?

- Det er for tidligt at svare på. Bevæggrunden for min påstand om 40 dages fængsel var ud fra den mængde af billeder, der var i sagen. Til trods for, at der var mange forurettede, var der ikke særligt mange billeder i forhold til, hvad man ellers ser i sager om børnepornografi, siger Peter Nisgaard Brink.  

Sagen drejede om i alt 229 billeder, som blev fremstillet i en periode over syv år.

Den 23-årige erkendte sig skyldig.

1:12
Se et interview med forsvarer Peter Nisgaard Brink her.
4:20