Tre mænd udsat for vold - gerningsmanden er på fri fod
Politiet er stadig i gang med efterforskingen af en voldsepisode i det indre Viborg, hvor tre mænd kom til skade.
En voldsepisode udspillede sig søndag aften i en lejlighed i det centrale Viborg.
Tre mænd på 29, 32 og 34 år kom lettere til skade - ifølge Midt- og Vestjyllands Politi ikke livstruende, men en af dem blev indlagt på hospitalet.
- Mændene er ikke særlig meddelsomme i forhold til, hvad der er sket samt at finde gerningsmanden, så ham har vi ikke fat i endnu, siger Ralf Høgedal, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen klokken 21.18, og da de ankom til lejligheden, hvor voldsepisoden havde fundet sted, var gerningsmanden forsvundet.
- Vi er i gang med at lave en gerningsstedsundersøgelse og efterforsker stadig, siger vagtchefen.
Han kan ikke give flere oplysninger på nuværende tidspunkt.