Vejdirektoratet: Ingen garanti for at uheldsrundkørsel skal laves om
Vejdirektoratet vil gerne afhjælpe problemerne ved uheldsrundkørsel syd for Viborg, men kan ikke garantere, at det er rundkørslen, der skal ændres.
En rundkørsel syd for Viborg har igen tiltrukket sig uheldig opmærksomhed. Senest mandag gik det galt for en svinetransport med 650 grise ombord i rundkørslen mellem Vejlevej, Århusvej og Søndre Ringvej. Lastbilen væltede, og halvdelen af dyrene enten døde eller blev aflivet som følge af uheldet.
Rundkørslen sorterer under Vejdirektoratet. Her ærgrer afdelingsleder Ivar Sande sig over, at rundkørslen igen danner ramme om et uheld.
- Nu har vi jo haft to uheld før i rundkørslen, og der er også lavet nogle tiltag dengang for at forbedre rundkørslen, men det er klart, at vi tænker straks, om der er et eller andet, vi kan gå ind og gøre bedre.
- Jeg har sat en trafiksikkerhedsekspert i gang med at gå rundkørslen igennem, og i morgen (tirsdag, red.) tager han ned og gennemgår rundkørslen i forhold til skiltning, afstribning, hældning og så videre og får den målt op, så vi kan se, om der er et eller andet, vi kan gå ind og foreslå, der blive gjort, siger han til TV MIDTVEST.
Ifølge Vejdirektoratets optællinger er der sket to lignende uheld de seneste fem år. For mange, mener Ivar Sande, selvom han ikke lover, at morgendagens tjek af rundkørslen medfører ændringer.
- Det er selvfølgelig en mulighed, at vi konstaterer, at det er svært for os at lave nogle forbedringer i den rundkørsel. Så kan det være, at vi tager en snak med politiet. Det kan være, at man kører for hurtigt ind i rundkørslen. Det kan også være, at der er nogle faktorer, der gør, at den her lastbil er væltet, som ikke er selve rundkørslens skyld. Det kan vi heller ikke vide. Der er ingen garanti for, at vi opdager noget, som gør, at vi straks skal ændre meget på den her rundkørsel.