Viborg-biskop er kandidat til international toppost
Henrik Stubkjær kan blive den næste præsident for Det Lutherske Verdensforbund.
Til dagligt leder han præster og folkekirkerne i Viborg Stift.
Biskop Henrik Stubkjær er vant til at lede, og nu er han også kandidat til at lede kirker i hele verden.
- Det er en stor opgave med mange ting at se til. Men samtidigt er det også et hverv, man har ved siden af, siger Henrik Stubkjær om sit (måske) nye bijob til Biskop-tjansen.
For han er stadig kun kandidat til at blive præsident for Det Lutherske Verdensforbund, og ikke valgt endnu, understreger han.
- Intet er givet endnu, slår han fast.
Præsident for kirker i hele verden
Det Lutherske Verdensforbund er et globalt fællesskab af lutherske kirker.
I 2017 blev Henrik Stubkjær valgt ind som medlem af det øverste råd i Det Lutherske Verdensforbund (LVF) som repræsentant for den danske folkekirke.
Nu håber han at tage skridtet videre og blive forbundets præsident efter ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Nigeria.
- Jeg synes, det er et spændende arbejde i Det Lutherske Verdensforbund og i hele taget det internationale arbejde. Men jeg er da også noget ydmyg i forhold til opgaven, siger biskoppen.
Kvinders og unges rolle i kirken
Selvom ydmygheden er stor er ambitionerne det også.
- Der vil vi udarbejde et arbejdsprogram, der skal gælde indtil 2030. Det bliver så præsidentens opgave sammen med bestyrelsen og de ansatte at sørge for, det bliver ført ud i verden. Det skal vi tage ambitiøst fast i og føre ud i livet, siger biskoppen.
Og så er der særligt to grupper i kirken, som han vil have fokus på, hvis han bliver valgt som præsident: Kvinder og unge.
- Det er vigtigt, at Det Lutherske Verdensforbund er tydeligt i forhold til blandt andet kvinders rolle i kirken og samfundet, siger Henrik Stubkjær.
Men der er også elementer, som den danske folkekirke kan lære af kirker andre steder i verden, mener Henrik Stubkjær.
- Der er minimum 20 procents unge i alle udvalg. Det er at lægge vægt på de unge. Det kunne jeg godt tænke mig, at det kunne vi lære lidt af i Danmark, siger biskoppen.
Præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund vælges ved en generalforsamling i Krakow 13.-19. september.