Viborg-profil: Jeg bliver aldrig lige så god som min far
Christian Sivebæk har set flere af sine gamle holdkammerater tjene millioner af kroner. Selv er han stolt af den karriere, han har.
- Det med at løfte arven fra min far har ikke været noget, der har tynget mig. Igennem årene har jeg fået rigtig mange kommentarer fra tilskuere og fans, der stadigvæk råber efter mig, at jeg aldrig bliver lige så god som min far. Nogle gange svarer jeg tilbage og siger: nej, det har I sgu egentligt ret i.
31-årige Christian Sivebæk leverer ordene ledsaget af et stort smil. Han sidder i omklædningsrummet på Viborg Stadion. Her fortæller han, at han er stolt af den karriere, han selv har fået. En karriere, der begyndte i FC Midtjylland og har taget ham forbi Skive, Vejle, en afstikker i USA og de seneste år Viborg FF.
Christian Sivebæk er søn af den tidligere landsholdsspiller John Sivebæk, der i 1992 var en bærende figur for det danske landshold, der vandt EM.
- Det bliver svært at nå det, han nåede. Men jeg er stolt af det, han nåede, for jeg ved, hvor svært det er at nå dertil, fortæller Christian Sivebæk til videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.
Ville gerne have tjent 100 mio. kr
Som 16-årig blev Christian Sivebæk optaget på FC Midtjyllands akademi. Her var han sammen med blandt andre Simon Kjær, Winston Reid og Jonas Lössl, der alle har fået fine karrierer i udenlandske klubber.
Christian Sivebæk har også mange gange fået at vide, at han havde potentialet til at nå langt. Men den store kontrakt i udlandet blev det aldrig til.
- Jeg er ikke et misundeligt menneske. Jeg synes virkelig, at mine gamle kammerater har fortjent det. De havde noget ekstraordinært, da det gjaldt. Selvfølgelig ville jeg gerne have tjent 100 millioner kroner i Everton ligesom Lössl, men sådan skulle det bare ikke være, siger Christian Sivebæk.
Tænker på tiden efter fodbold
Han er derimod stolt af den karriere, han har fået. At han i 15 år har kunnet leve af at spille fodbold.
- Der er jo mange, der kommer ud fra akademiet som aldrig når det, jeg trods alt har nået, understreger Christian Sivebæk.
Den 31-årige kantspillers kontrakt med Viborg FF udløber til sommer. Hvad der derefter skal ske, ved han endnu ikke. Han håber dog at spille fodbold i nogle år endnu.
- Men jeg er begyndt at tænke på tiden efter fodbold. Hvis jeg tænker over, hvad det kunne være blevet til, kan jeg godt få ondt i pengepungen og andre steder i kroppen. Så det kan jeg ikke bruge til noget. Men jeg er jo ikke i en situation, hvor jeg kan tillade mig at gå fire til fem år, inden jeg finder ud af, hvad jeg vil. Jeg har en dejlig kone og to dejlige børn, og vi skal have noget at leve af. Så på den måde ville det have været meget bekvemt, hvis jeg havde været i udlandet og tjent en masse penge. Men sådan er det ikke, og jeg er lykkelig for det, fodbolden har givet mig, siger Christian Sivebæk.
Her kan du se videopodcasten Fodboldfamilien med Christian Sivebæk.