Vild nat i Sparkær: Stjålet gummiged hærger private haver og en juletræsplantage
Politiet rykkede søndag nat ud til Sparkær, da en stjålet gummiged var løs i byen. Gummigeden kørte senere fast på en mark, og to mænd blev anholdt.
Klokken fire tidligt søndag morgen modtog politiet en speciel opringning. En kvinde i Sparkær havde netop set en gummiged pløje gennem hendes have og videre ud i en juletræsplantage.
Politiet rykkede hurtigt ud med adskillige biler for at opspore den vildfarende gummiged, forklarer vagtchef Jens Claumarch.
Føreren af gummigeden besluttede at dreje ud på en mark, efterhånden som de blå blink nærmede sig, fortæller vagtchefen.
- De kan jo ikke køre fra os på ren hastighed, så de har nok villet køre et sted hen, hvor vi ikke har kunnet følge efter, siger han.
Men planen skulle vise sig at slå fejl.
Stjålet fra Grønhøj
Kort tid efter kører gummigeden nemlig fast ude på marken, hvilket resulterer i, at politiet stille og roligt kan få anholdt de to mænd, som befinder sig i førerhuset.
Det viser sig, at gummigeden er stjålet fra et sted i Grønhøj, hvorefter de to unge mænd er kørt hele vejen til Sparkær og i kølvandet har efterladt sig et spor af ødelæggelse.
De to personer er stadig anholdt, mens politiet forsøger at få overblik over ruten og de skader, som gummigeden har påført på sin vej.
Indtil videre kan politiet oplyse, at gummigeden har lavet skader på adskillige private haver i Sparkær og har påkørt en carport. Den har også ødelagt en indhegning til heste, hvoraf flere stak af.
Politiet har nu fået styr på hestene igen, men advarer om, at der kan være flere indhegninger, som er blevet ødelagt.
- Det er vigtigt, at alle dem, der har dyr i området, tjekker om indhegningen er intakt, siger Jens Claumarch.
Gummigeden er hjemme igen
Det er uklart, hvorfor gummigeden skulle ud på den natlige tur til Sparkær, da de to anholdte bor i Grønhøj og i Norddjurs kommune.
De anholdte har selv fortalt, at de havde tænkt sig at sælge maskinen videre, og de vil derfor blive sigtet for tyveri, oplyser vagtchefen.
De er desuden under mistanke for at have været påvirket af narko.
Ejeren af gummigeden, Søren Møller, fik en opringning klokken fire i morges, fordi en medarbejder tilfældigvis så den køre rundt på vejene.
Han har søndag morgen hentet gummigeden fra den mark i Sparkær, hvor den var kørt fast. Nu skal han have undersøgt, hvor mange skrammer gummigeden har pådraget sig i nattens løb.
- Jeg er rigtig glad for, at den er blevet fundet, men lidt ked af, at den er blevet lidt ødelagt, siger Søren Møller