Voldsom brand i Viborg: Huset er ubeboeligt

Et ældre ægtepar i Viborg fik sig i dag en slem forskrækkelse, da deres hus pludselig stod i flammer.

Brandslange.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag blev brandvæsnet kaldt ud til en husbrand på Brunbankevej i Viborg.

Et ældre ægtepar havde forladt huset for at besøge deres nabo, men kort efter fik de sig en grim overraskelse.

- Der står flammer op ad taget og ud af vinduerne på to tredjedele af bygningen, da vi kommer. Det er en voldsom brand, fortæller Vagn Erik Jensen, som er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning.

Brandvæsnet fik meldingen klokken 15:01 onsdag eftermiddag. Det tog dem omkring en time at få styr på flammerne, som heldigvis ikke nåede at sprede sig til den bagvedliggende skov.

- Heldigvis var vinden med os, så det blæste ikke ind i skoven, fortæller Vagn Erik Jensen.

Hvordan branden opstod er endnu uvist, men i morgen skal politiets teknikere undersøge det nærmere.

Det ældre ægtepar, som er chokeret over situationen, må i mellemtiden finde et andet sted at opholde sig. Deres hus er nemlig ubeboeligt.