Herning-drenge nyder VM-hjemmebanen: - Vi havde ikke set den komme
Daniel Nielsen og Peter Regin er begge født og opvokset i Herning, og de nyder at spille mesterskabet i hjemlige rammer. TV MIDTVEST har mødt de to landsholdsstjerner på Danmarks VM-hviledag.
Temperaturen koger på randen af de 25 grader i eftermiddagssolen ude foran Hotel Scandic Regina, ishockeyherrernes residens under VM, selvom der er gang i en regulær istid i Herning lige nu.
En bred skare af danske mediefolk er mødt op for at snakke om et lige så varmt emne som vejret: Verdensmesterskabet i ishockey i Herning 2018. Med hovedpersonerne selv.
Seancen er der intet pompøst over. Det hele foregår på hotellets parkeringsplads ud til Fonnesbechsgade med vind i håret og helt sænkede skuldre, selvom der stadig venter mange minutter i hård kamp på isen for de danske iskrigere over den næste uges tid.
Tyskland, USA og Canada er der allerede sat flueben ved. Facit indtil videre: Én sejr og to nederlag. Forude venter Finland, Norge, Korea og Letland.
Landsholdets alderspræsident, 37-årige Daniel Nielsen fra Herning, træder ud af hotellobbyen og giver et fast håndtryk. Han fortæller, at der ikke er noget odiøst i at bo på hotel, selvom egen seng og hjemmeadresse er lige rundt om hjørnet. Sådan er det bare, når man er til VM med landsholdet.
- Det giver også noget til gruppen her på det danske landshold, at vi bor sammen og er her som et hold. Vi fungerer rigtig godt sammen, forklarer Daniel Nielsen, der står midt i sit livs VM-oplevelse.
- Vi havde ikke set den komme for 10 år siden
Det er 14. gang, Daniel Nielsen trækker den rødhvide landsholdstrøje over hovedet til et VM, men han havde aldrig regnet med, at det skulle blive på breddegraderne 7400 Herning.
- Det er fedt at spille VM i sin hjemby. Det var ikke noget, vi havde set komme for 10 år siden. Det er byen, jeg er vokset op i. Jeg har spillet her i mine ungdomsår og det meste af min karriere. Herning er en lille by så lige meget, hvor man bevæger sig hen, er der god stemning. Det må være fantastisk for fansene med det gode vejr. Jeg synes, alt spiller, lyder det begejstret fra forsvarsspilleren, der gør, hvad han kan for at finde den rette balance mellem ishockeyen og privatlivet under turneringen.
- Vennerne og familien er lige rundt om hjørnet, og det er selvfølgelig rart, men det handler også om at finde et naturligt leje, hvor man stadig fokuserer på, at man er her for at spille ishockey. Jeg har tid til at se familien, og det betyder meget at have dem i ryggen, men hovedfokus er på ishockeyen lige nu, siger Daniel Nielsen.
Landsholdsstjerne: Har mere travlt end til VM i udlandet
Midt i en klynge journalister står en af landsholdets andre store Herningprofiler. 32-årige Peter Regin tager imod den enorme interesse med selvsikkerhed og jysk ro. Alle spørgsmål bliver besvaret. Og alle få lov til at tage adskillige minutter af ishockeystjernes frieftermiddag.
- Jeg tager egentlig bare interessen som noget positivt, forklarer Peter Regin, da TV MIDTVEST fanger ham på tomandshånd.
Ligesom Daniel Jensen er han født og opvokset i Herning, og derfor er verdensmesterskabet en ganske enestående oplevelse for angriberen, der trods de hjemlige og trygge rammer har nok at give sig til.
- Det er lige før, der er mere at se til, end når vi er til VM i udlandet. Blandt andet med pressen og sådan. Men indtil videre har det egentlig bare været en fed oplevelse at være hjemme i Herning. Det er helt mærkeligt at spille VM her. Det er sådan lidt surrealistisk på en eller anden måde, fortæller Peter Regin.
- Alle rejste sig, selvom vi var nede med 7-1
Familien har også fået Peter Regins opmærksomhed. Tirsdag formiddag nåede den danske Jokerit-spiller en tur i sit sommerhus med sine nærmeste for at lade batterierne op efter mandagens store nederlag til ishockeygiganterne fra Canada. Men selv i nederlagets allerværste stund mærkede Regin, sammen med landsholdet, folkets opbakning i Boxen. En opbakning, den danske nummer 93 ikke lige sådan glemmer.
- Alle rejste sig og klappede, selvom vi var nede med 7-1. Det er vi virkelig glade for. Vi håber bare, vi bliver ved med at få den her opbakning, og så håber vi på, at vi kan skabe lidt bedre resultater i de næste kampe. Det har været helt suverænt med støtten, lyder det fra Peter Regin.
- Der er gjort et exceptionelt stykke arbejde
Regin er i gang med at sætte sit ottende VM-hak i bæltet med karrierens ishockeybedrifter, og han er allerede nu ganske sikker på, at verdensmesterskabet kommer til at rangere som noget af det største, når han engang skal kigge tilbage på et langt ishockeyliv.
- Jeg synes, der er gjort et helt exceptionelt stykke arbejde med at få sat det hele op derude (omkring Boxen, red.). Jeg er sikkert lidt farvet, fordi er min hjemby, men det er noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet til et VM. Også måden det hele foregår på oppe i byen.
- Hele byen er samlet om det her, og det er virkelig flot, siger Peter Regin.
Daniel Nielsen, Peter Regin og det øvrige danske landshold løber på isen i Boxen igen onsdag aften klokken 20.15, hvor Finland er modstanderen.